Velbesøgt badminton turnering i Køge
BADMINTON: Køge Badminton Klub afholdt i weekenden U/11CD og U/15ABDC turnering i Ravnsborghallen i samarbejde med Spar Nord.
Der var tilmeldt 109 børn fra 44 forskellige klubber på Falster, København og Sjælland - med deltagelse fra flere lokale klubber som Solrød, Borup, Bjæverskov og selvfølgelig Køge. I løbet af turneringen blev der spillet i alt 280.
Der blev spillet i fem forskellige kategorier i aldersgruppen U/11 og U/15 – herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mix double. Turneringen løb over både lørdag og søndag, og der blev spillet badmintonkampe i i alt 22 timer.
Undervejs i turneringen blev der spillet mange flotte, fair og drabelige kampe for øjnene af de mange forældre, bedsteforældre og søskende, der var på plads i Ravnsborghallen som tilskuere.
Igen i år har man valgt at både nr. 1 og nr. 2 i hver pulje i single gik videre til cup-turneringen.
- Vi har god erfaring med denne turneringsform, da den giver flere kampe til mange af deltagerne, og så giver turneringsformen samtidig mulighed for at gå videre i turneringen for en spiller, der har tabt en pulje-kamp, siger turneringsleder fra Køge Badminton Klub Sean Richmond.
- Alle er glade for den ekstra chance og for de mange kampe, denne turneringsform byder på, slutter Sean Richmond.
Køge Badminton Klub var flot repræsenteret med 14 tilmeldte spillere. Flere gik videre fra deres puljer og gjorde god figur i de afgørende kampe.
Udvalgte resultater fra Køge-spillere:
U/15A Herresingle blev Johan J. Andersen nummer 2 i single og nr. 3 i herredouble med sin makker Philip Randers også fra Køge. Philip Randers og hans doublemakker fra Nivå-Kokkedal Josefine Friis tabte mix-finalen til Helene Skov-Casper fra Køge og hendes Emil Hansen fra Herlufsholm i en drabelig tre-sæts kamp.
I U/15B herresingle blev Anders Nehm nr. 3 i single og nr. 2 i double med sin makker Andreas D. Frandsen også fra Køge.
I U/15C blev Anders Bertelsen nr. 2 i herresingle og i U/15D blev Johan E. Christensen også nr. 2 i herresingle.
Køge Badminton Klub takker alle frivillige, som var med til at skabe en god turnering. Herunder også Spar Nord, som leverede mange flotte præmier.