Ønskejuletræet har fået alle ønsker opfyldt
Helt frem til den 19. december har det været muligt at plukke et ønske fra ønskejuletræet inde i Borgen. Det specielle træ har fra starten været pyntet med nøjagtig 102 ønsker, som kommer fra de 34 børn, der deltager 'Børnenes Jul i Sønderborg'. Det er en julefest, som Janina Matthiesen har taget initiativ til. Her har hun inviteret femten børnefamilier, som af den ene eller anden grund har svært ved at gøre julen rigtig god for sig selv og børnene.
Men ingen jul uden julegaver, så derfor fik de 34 børn lov at ønske sig tre gaver hver. Det er de ønsker, som kom op at hænge på det utraditionelle juletræ i Borgen.
Gaverne ligger klar
Festen skal holdes den 19. december, og denne dag havde Janina og hendes hjælpere tænkt sig at hente de mange gaver hos Birthe og Tine i Thiele, hvor gaverne har været opbevaret i mellemtiden. Men så længe behøver hun ikke vente. Faktisk kunne Janina og hjælperne godt hente alle gaverne nu. Efter kun to uger er ønsketræet nemlig blevet tømt for ønsker.
Godt modtaget
"Idéen har fået en utrolig god modtagelse, og det er vidt forskellige personer og aldersgrupper, der har bakket op," fortæller Annelene Hausmann, marketingchef i Borgen Shopping.
”Der er mange, som gerne ville hjælpe, og jeg tror, det har været noget særligt, at man selv kunne vælge, hvilken gave man gerne vil give. Man har kunnet se på de over hundrede kort, modtagerens navn, alder og ønske, og det gør det lidt mere personligt,” siger hun.
Tusind tak
"Vi er yderst glade for, at initiativet har fået en så stor opbakning af sønderborgenserne og ikke mindst de lokale butikker, der også har haft lyst til at være med. Der kommer stadig kunder og spørger efter ønsketræet. De ville gerne have været med, men det er slut nu. Vi ved, der er plukket nogle ønsker, hvor gaverne ikke er købt endnu, men de kommer," siger Annelene Hausmann.
Borgen og Børnenes Jul i Sønderborg siger tusind tak til alle, der har givet gaver, og er med til at sprede juleglæde til børnene og deres familier.