Ønsketræet er tømt men man kan stadig hjælpe
Det specielle ønsketræ i Borgen har været en succes, og flere er gået forgæves. Det var familien Knutzen også lige ved
Idéen med et ønsketræ, hvor de 34 børn, der den 19. december deltager i 'Børnenes jul i Sønderborg', fik lov at hænge deres julegaveønsker, har vist sig at være rigtig god. Alle børnenes 102 ønskekort hænger nemlig ikke længere på træet. De er alle blevet plukket, fortæller Janina Matthiesen, som er initiativtager til festen, hvor femten familier og de til sammen 34 børn nu er sikret en rigtig god julefest med alt, hvad dertil hører.
Gaverne har man kunnet aflevere hos Thiele, hvor Birthe Appel har passet godt på dem imens. Hun fortæller, at der også er plukket nogle ønsker, hvor gaverne endnu ikke er købt. Dem kan man selvfølgelig stadig nå at aflevere hos Thiele.
Både unge og gamle
"Det er både unge og gamle, som er kommet med gaver til børnene," fortæller Birthe Appel.
"Der var for eksempel et par med en dreng på 1 år, som mente, at han godt kunne undvære en julegave, og som derfor i stedet havde plukket et ønske fra træet. Når andre børnefamilier har været inde med gaver, er det skønt at se, hvordan børnene stråler, når de har fået lov at aflevere den fint indpakkede julegave. Der var i øvrigt også en mand, som havde været på indkøbstur i Tyskland og var forbi med en sækfuld at gode sager, som familierne nu får glæde af," fortæller Birthe Appel.
Også andre butikker i Borgen har taget vel imod 'Børnenes jul i Sønderborg' initiativet.
"Jeg har været på en rundtur til butikkerne for at samle ind til julefesten og har mødt stor gavmildhed. For eksempel vil The Body Shop gerne donere en hel goodiebag til hver af de femten familier," fortæller Janina Matthiesen.
Det kan stadig nås
Flere har været inde og spørge hos Thiele, om man nu ikke længere kan støtte festen. Men det kan man faktisk godt.
For eksempel var familien Knutzen fra Sjellerup i går tirsdag forbi ønsketræet for at plukke nogle ønsker, som de kunne opfylde, men da var der ikke flere tilbage. Heldigvis var Janina til stede, og sammen fik de fundet frem til tre piger på 6, 7 og 11 år plus to drenge på 3 og 14 år, som sikkert ikke vil have noget imod at få en ekstra julegave. På den måde fik de fem Knutzen'er hver et ønske at opfylde
Pengene til julegaverne havde de i årets løb samlet sammen af deres lommepenge, plus penge de har tjent ved at være ude at sælge julekalendere for Børns Vilkår. I alt har de i år cirka 1.400 kroner at gøre godt med. Det svarer ganske godt til, hvad familien de forrige år har samlet sammen. Det er nemlig nu 8. år i træk, at familien Knutzen er ude at sprede juleglæde.
Tidligere år er det blandt andet børnafdelingen på Sønderborg Sygehus, der er blevet begavet. En anden gang var det børnepsykiatrisk afdeling på Augustenborg Sygehus. Et år var det en familie, der havde småt med penge til julegaver, som man købte gaver til.
En Sønderborg-tradition
"Da ønsketræet kom op, var der én, som spåede, at den slags indsamling ikke ville gå i Sønderborg. Jeg var da også spændt på, hvordan det ville gå. Men med den succes, det har været, så skal vi helt sikkert også have et ønsketræ til næste jul. Det må gerne gå hen og blive en Sønderborg-tradition med ønsketræ i Borgen." siger Annelene Hausmann, marketingchef i Borgen Shopping.
Som nævnt kan man stadig støtte op om Børnenes jul i Sønderborg ved at kontakte Janina Matthiesen på mail til boernenesjul@gmail.com.