Sæbebobler på syrisk og sønderjysk
Med Vojens Rotary Klub som initiativtager mødtes De Blå Spejdere fra Vojens med 35 syriske børn
Vojens Rotary Klub var initiativtager da man - i samarbejde med ”De Blå Spejdere” i Vojens samt Haderslev Kommune - planlagde en aktivitetsdag for syriske børn fra Haderslev og Vojens. Børnene – 35 i alt- var i aldersgruppen seks til 10 år, er alle bosiddende i Haderslev/Vojens-området og har fået opholdstilladelse i Danmark.
At det netop blev den ovennævnte aldersgruppe skyldes, at pågældende alder er et godt tidspunkt at skabe kontakt til spejderbevægelsen.
Arrangementet fandt sted i spejderhytten i Vojens, hvor de Blå Spejdere havde lavet dagens program. De 10 medvirkende spejdere fik hjælp fra et par tolke fra Haderslev Kommune samt Vojens Rotary Klub.
Om formiddagen skulle børnene selv lave sæbebobler, lære at binde knob samt deltage i et orienteringsløb.
Efter de indledende strabadser var Vojens Rotary Klub vært ved en frokost for alle deltagere og hjælpere.
Om eftermiddagen var der tovtrækning, kast med redningsliner samt endnu et orienteringsløb, som var et af højdepunkterne. Børnene skulle forbi et antal poster, hvor der skulle indsamles ingredienser til lagkager, som børnene selv skulle lave.
Haderslev Kommune har efterfølgende indsamlet evalueringer blandt deltagerne samt deltagernes forældre og der var lutter positive tilkendegivelser.
De ord der bedst dækker tilbagemeldingerne var ”en dejlig tryg, rolig og fredfyldt dag for børnene”. Dertil at alle børnene oplevede at kunne samarbejde på tværs.
Henning Deer fra de Blå Spejdere var også meget tilfreds med dagen og er parat til et nyt arrangement til april.
De Blå Spejdere og Vojens Rotary Klub er dermed allerede, i samarbejde med Haderslev Kommune, gået i gang med planlægningen af en tilsvarende dag til foråret næste år.