Tre nye partier blev dannet
Amtet-elever debatterede på livet løs i politisk rollespil i Byens Hus
Elever fra 1u og 1d på Roskilde Gymnasium formede partierne Nytænkerne, Det Venstre Socialistiske Folkeparti og partiet Højre til en dag med skarp debat og politik på programmet. De debatterede og stemte om en ny regering til at lede landet – alt sammen som en del af et samfundsfagligt rollespil med titlen ”Dit Parti”.
Politik for alle
Rollespillet satte fokus på, hvordan politik foregår uden for lærebøgerne. Eleverne lavede deres eget parti og partiprogram, udarbejdede kandidatlister til byråds- og folketingsvalg, deltog i politiske debatter og dannede regering. De fire medlemmer af Roskilde byråd Jonas Paludan fra Enhedslisten, Daniel Prehn fra Socialdemokraterne, Karsten Lorenzen fra Dansk Folkeparti og Jeppe Trolle fra Det Radikale Venstre var med på sidelinjen for at give gode råd og komme med konkrete erfaringer fra den kommunalpolitiske hverdag. - Politik er en levende praksis, som man selv kan deltage i. Også som gymnasieelev, sagde Jonas Paludan, som udover sit virke i Roskilde Byråd er samfundsfagslærer på Roskilde Gymnasium.
Tre partier i kamp om magt
Valget til byrådet resulterede i, at Katinka Petersen fra partiet Højre kunne sætte sig i borgmesterstolen for Roskilde Kommune. Folketingsvalget var en dramatisk affære, som resulterede i, at midterpartiet Nytænkerne sikrede sig det største antal mandater med 42 % af stemmerne, Det Venstre Socialistiske Folkeparti fik 30,7 %, mens partiet Højre tog 26,9 % af stemmerne. I løbet af den opslidende regeringsdannelse udarbejdede Nytænkerne og Højre et fælles regeringsprogram og blev enige om at udpege Hannah Palne fra partiet Højre til statsminister. Posten som formand for folketinget gik til Linda Maslem fra Nytænkerne. avk