Fortsæt til indhold

Skal betale 100 procent mere i skat

Arkiv
Tekst og foto:

Anette Gundlach Jeppe Vestergaard spærrede øjnene op, da han opdagede, at grundskylden på hans ejendom, der ligger Ringstedgade 11, stiger 234 procent i det nye år. Han tjekkede straks rigtigheden på nettet og forhørte sig hos kommunen. - Jeg fik at vide, at det var rigtigt forstået af mig, siger Jeppe Vestergård. Han kan derfor se frem til at skulle betale 32.000 kroner i grundskyld i stedet for de 9.000 kroner, han har betalt indtil videre. Til gengæld falder dækningsafgiften samtidig. Derfor er det reelle beløb han skal betale ‘kun’ dobbelt så højt som vanligt nemlig. En stigning på rundt regnet 103 procent.

Værdifuld lokalplan

Årsagen til grundskyldens himmelflugt er, at adresserne på Ringstedgade mellem Bredgade og Schmeltz Plads alle er blevet mere værd på grund af en ny lokalplan for området. Lokalplanen blev lavet fordi en bygherre drømte om at bygge supermarked, flere butikker, boliger og parkeringskælder i flere etager på matriklen. Først skulle han dog rive alle de eksisterende huse ned, deriblandt Jeppe Vestergaards. Den nye lokalplan gjorde det muligt at bygge yderligere på området, end man måtte før. Planerne mødte flere protester i byen blandt andet fra Roskilde Museum, som frarådede at rive bygningerne fra Ringstedgade 7 til 11 ned, fordi det ville få en dårlig indvirkning på området. Det endte med at bygherren trak sig, og der blev ikke noget af det nye byggeri. Men lokalplanen gælder stadig, hvis ideen skulle dukke op igen.

Mere værd

Fordi det tilladte byggefelt blev forøget, er grundværdien steget fra 403.500 kroner til 1.345.000 kroner i Ringstedgade 11. Jeppe Vestergaard bakkede op om den nye lokalplan dengang den blev vedtaget. Men han havde ikke regnet med, at den ville udmønte sig i en ordentligt regning til hele husrækken. - Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi skal betale mere, da grunden kun bliver mere værd, hvis jeg river mit hus ned og bygger et større, siger Jeppe Vestergaard og fortsætter: - Det er ikke realistisk at en enkelt af os udvider. Det skal ske på en gang med en bygherre. Han mener derfor, at kommunen bør give dispensation til bygningsejerne i området.

Det var ikke meningen

Næstformand i Plan- og Teknikudvalget Peter Madsen fra Venstre fortæller, at oplysningen om stigningen er ny for ham. - Det er helt utilsigtet, at den nye lokalplan går ud over dem, der har ejendomme i området, siger Peter Madsen, der godt kan forstå, at de er blevet noget forbavsede over den store regning de hver har modtaget. Han lover at se på sagen i løbet af den kommende tid. ag@roskildeavis.dk