Ført bag lyset med lokalplan
Ejendomværdien steg voldsomt, derfor er skatten steget
Jeppe Vestergaard, der ejer Ringstedgade 11, føler sig ført bag lyset af ny lokalplan, som han selv stemte ja til.
Han vidste nemlig ikke, at lokalplanen ville være årsag til, at hans årlige grundskyld og dæknings-afgift ville stige 100 procent, fordi byggeprocenten på matriklen er blevet forhøjet.
Samtidig er grundværdien steget fra 403.500 til 1.345.000 kroner.
Næstformand for Plan- og Teknikudvalget Peter Madsen fra Venstre forklarer, at han aldrig er støt på en lignende sag. Han forklarer, at han dog ikke mener, at problemet er så stort:
- Hvis ejerne sælger husene får de pengene ind igen, og mere til, siger politikeren og fortsætter:
- Det er desuden skat, der har vurderet, at grundskylden skulle stige. Der er kommunen slet ikke involveret.
Lokalplanen holder
Peter Madsen forklarer, at en af mulighederne for at undgå skattestigningen er, at man kan rulle lokalplanen tilbage. Men det synes Peter Madsen er en dårlig ide.
- Lokalplanen holder stadig. Matriklen er et område, hvor der i fremtiden skal ske meget mere end i dag, siger politikeren.
Forvaltningen skriver, at når planforholdene ændres, tager vurderingsmyndigheden vurderingerne af de berørte ejendomme op og vurderer dem om i forhold til de nye betingelser.
Venter på bygherre
Projektet i Ringstedgade er endnu ikke realiseret, fordi bygherren trak sig langt henne i processen.
Det var ellers planlagt, at flere ejendomme skulle være opkøbt og nedrevet.
Husejerne får alligevel forhøjet ejendomsskatte.
Jeppe Vestergaard mener stadig ikke, at det er i orden, at han og naboerne skal betale så meget mere årligt i afgifter, da de ikke får noget ud af stigningen, når husene ikke er solgt som forudset.
- Det kan ikke betale sig for os at bygge til enkeltvis, og jeg tvivler på, at andre end en bygherre vil købe husene, der jo muligvis med tiden skal rives ned.
Han tvivler samtidig på, at en ny bygherre melder sig foreløbigt, da kravenen til at bygge er blevet strammet op. Så selvom han ikke har udsigt til at kunne sælge huset, og dermed tjene pengene ind igen, som han taber i øjeblikket, er han alligevel tvunget til at betale den 100 procent højere grundskyld og dækningsafgift årligt.
Hvad synes du. Skriv det i kommentarfeltet eller på facebook.