Fanø, Varde og Esbjerg sammen
Fanø, Varde og Esbjerg går sammen om erhverv og turisme
Fanø, Varde og Esbjerg Kommuner vil inden for det næste halve år forme en fælles og mere slagkraftig erhvervs- og turismeorganisation, hvis ambition er at skabe Danmarks tredje vækstcenter og én af Europas mest attraktive turismedestinationer.
Fusionen af de hidtidige erhvervs- og turismefremmeorganisationer med op mod 2.000 medlemsvirksomheder gennemføres med virkning fra 1. juli 2016.
Visionen om at samle organisationerne i de tre kommuner er løbende modnet og blevet mere konkret. I løbet af efteråret er en sammenlægningsbestyrelse sammensat, og på det første møde i december var der helhjertet opbakning til ikke bare at fortsætte, men også at accelerere processen frem mod en fusion.
John Lesbo, bestyrelsesformand for Esbjerg Erhvervsudvikling, og Helle Møller Mikkelsen, næstformand for ProVarde, er henholdsvis formand og næstformand i sammenlægningsbestyrelsen, og de skal i et tæt parløb styre de mange opgaver frem mod fusionen.
Stærk regional spiller
I en fælles udtalelse siger John Lesbo og Helle Møller Mikkelsen:
“Fusionen af de tre kommuners erhvervs- og turismeorganisationer er en stor og spændende opgave. Det skal ikke være en politisk styret proces, og vi skal sikre opbakning i de respektive baglande. Samtidig er det vigtigt, at også kommunerne, som lægger meget stor vægt på en stærk erhvervs- og turismeindsats, kan se værdien. Derfor er det afgørende, at vi er skarpe på visionen, og hvorfor en fusion er den rigtige vej at gå.”
“Det havde parterne naturligvis gjort sig mange tanker om inden det første møde, hvor det stod klart, at man med en større og mere slagkraftig erhvervs- og turismeorganisation bliver en meget stærkere regional spiller. Vi vil kunne yde en mere strategisk indsats og være endnu mere synlige og nærværende i alle dele af området. Konkret ser vi muligheder for at udvikle os til Danmarks tredje vækstcenter og til én af Europas mest attraktive turismedestinationer.”
Fusion vil gavne alle
Opbakningen er lige så entydig fra de tre borgmestre, Erik Nørreby, Fanø, Erik Buhl, Varde og Johnny Søtrup, Esbjerg. I en fælles erklæring hedder det fra borgmestrene:
“Vi kan se, at man andre steder i landet - og også i udlandet - styrker den erhvervs- og turismepolitiske indsats ved enten at indgå i større fællesskaber eller ved at skabe nye og mere slagkraftige enheder. En fusion vil uden tvivl være til gavn for virksomhederne, både inden for erhverv og turisme, som ikke opererer inden for kommunegrænser. Og vi vil stå stærkere i arbejdet med at tiltrække medarbejdere, borgere og studerende. “
Sammenlægningsbestyrelsen har besluttet at direktør for Esbjerg Erhvervsudvikling, Tom L. Nielsen, skal være erhvervsdirektør og ordførende, mens direktør for ProVarde, Finn Erik Kristiansen, skal være turistdirektør.