Fortsæt til indhold

En foreløbig stemmeprocent på det jævne

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Mens Ellen Trane Nørby (V) og Benny Engelbrecht (S) lige nu er på gågaden i Sønderborg for at møde vælgerne en sidste gang, så kan man fra valgstederne i kommunen oplyse, at her klokken 11 havde 15,6 procent afgivet deres stemme.
De to politikere går begge to ind for et 'Ja', men i det hele taget opfordrer de til, at folk benytter deres stemmeret og får stemt. I øvrigt vil Ellen Trane Nørby efterfølgende indfinde sig på Biblioteket Sønderborg for selv at afgive sin stemme omkring kl. 12.30.

Valgstederne er åbne

Præcis kl. 9 i morges blev dørene til valgstederne i Sønderborg Kommune åbnet, og folkeafstemningen om retsforbeholdet er hermed i gang. Der er 17 valgsteder i Sønderborg Kommune. Det mindste er Kegnæs med 401 stemmeberettigede, og det største er Humlehøjhallen med 6419 stemmeberettigede. I hele sønderborg Kommune er der 54.758 stemmeberettigede til folkeafstemningen om retsforbeholdet.

Ellen Trane Nørby (V) og Benny Engelbrecht (S) er lige nu er på gågaden i Sønderborg. Foto: Søren Laue Schulz.

Stemmeprocenter

Der foreligger der tal for den gennemsnitlige stemmeprocent, som den så ud kl. 11. Den er på 15,59 procent. Det er en anelse højere end stemmeprocenten på samme tidspunkt ved valget til EU-parlamentet i 2014. Den var på 13,25 procent. Ved kommunalvalget i 2013 var den på 15,9 procent og ved folketingsvalget tidligere i år var den på 22,82 procent.