Fortsæt til indhold

Arwos strøede “guldregn” over projekter

Fire projekter modtog støtte fra Arwos-puljen “Grønne Guldkorn”

Arkiv
Arkiv

Genbrugsbutikken ved genbrugspladsen i Aabenraa dannede forleden rammen om uddelingen af ikke mindre end 150.000 kr. Det skete i forbindelse med uddelingen af den Arwos-finansierede pulje Grønne Guldkorn.
Puljen, der støtter lokale bæredygtige projekter i foreninger, institutioner, organisationer og virksomheder, tilfaldt i høj grad de mindste indbyggere i kommunen.
Både Aabenraa Dagpleje, Deutsche Schule Rothenkrug og Foreningen af Danske Børneinstitutioner fik nemlig tildelt midler til konkrete projekter. Derudover modtog Bolderslev Lokalråd også midler.

“Alle projekterne – også dem vi ikke kunne støtte - fortæller historien om, at den bæredygtige udvikling også spirer lokalt. Hvad end der er søgt til skraldespande eller undervisningsmaterialer, så vokser forståelsen for, at vi skal værne om vores fælles arv og ressourcer. Den udvikling understøtter vi med glæde,” udtaler administrerende direktør Christian Udby.

Den største modtager er FDDB – Foreningen af Danske Børneinstitutioner – som modtager 87.000 kr. Pengene skal omsættes til en mini-genbrugsstation og renseanlæg på en trailer. Traileren, som skal udvikles i samarbejde med Arwos, er målrettet formidling til børn fra børnehave til 3. klasse.

Aabenraas 123 dagplejere modtager 25.000 kr. til materialer og efteruddannelse, så børnenes forståelse for natur og ressourcer styrkes. Det betyder derudover, at dagplejen i 2016 kan bibeholde ”Det grønne flag”.

“Vi er rigtig glade for, at vi blev valgt. Det giver os en mulighed for at arbejde videre med det grønne område og ”De grønne spirer”. Nu kan vi bruge vores erfaringer og rette fokus endnu mere på bæredygtig adfærd,” siger Lene Reese, leder af dagplejen i Aabenraa Kommune.
“I 2016 starter vi et nyt projekt om genbrug i børnehøjde. Vi vil gerne give børnene en større forståelse for genanvendelse, så de kan tage de gode vaner med hjem. Derfor er vi meget glade og taknemmelige. Pengene betyder alt for realiseringen af projektet,” siger naturvejleder Lars Ravn fra FDDB.

I Bolderslev har lokalrådet fået 32.000 kr. til opsætning af 16 skraldespande langs deres stisystem de Grønne Sløjfer. Spande, som skal grafitti-udsmykkes af byens unge forinden.
“De Grønne Sløjfer er et stærkt aktiv for Bolderslev, og her passer skraldespands-projektet som fod i hose. Derfor er det et super tilskud. Samspillet med at aktivere de unge i byen passer ind i vores øvrige udviklingsstrategi, så det går op i en højere enhed,” siger formand for Bolderslev Lokalråd Henning Frisk.

I Rødekro har Deutsche Schule modtaget penge 20.000 kr. til at realisere en upcyclingsprojekt. Gammelt elektronisk legetøj skal bygges om, og dermed give børnene en forståelse for de ressourcer, som benyttes.
“Vi vil gerne, at børnene kan se, at der er en værdi i det, som bliver smidt ud. Med støtten får vi muligheden for at lave et længere, mere praktisk og spændende forløb, hvor vi kan komme i dybden. Det er ofte et spørgsmål om ressourcer, og derfor er midlerne alletiders hjælp,” siger Elke Bundgaard, skoleleder på Deutsche Schule Rothenkrug

Hvem, og hvor meget af puljens modtagerne har fået, har et kyndigt og uvildigt dommerpanel afgjort. Dommerpanelet består af adjunkt ved Biologisk Institut på SDU, Sara Egemose, og direktør ved Dansk Affaldsforening, Jacob Hartvig Simonsen samt tidligere radiovært på Radio Syd, Torben Ølholm.