Fortsæt til indhold

Nysgerrighed drev Eskild til forskerfinale

Arkiv
Af Amanda Hallum

Eskild kunne ikke lade være. Noget indeni drev ham til at udforske. Og lysten drev ham langt.
Der var fugtige håndflader at spore, og luften var tyk af ambitioner og entusiasme, da 12 ambitiøse unge mennesker var samlet til finalen i projekt-forskerspirer 2015 på Københavns Universitet i torsdags. Blandt de 12 sad Eskild Kielberg Jacobsen fra Sønderborg.
Eskild, der til dagligt er elev på Sønderborg Statsskole, har i de seneste otte måneder brugt sin fritid på at læse videnskabelige tekster og opstille hypoteser til sit eget forskningsprojekt om radikalisering blandt unge muslimer i Danmark.
Nogen vil våge at påstå, at Eskild må være en sand nørd, men den hypotese kan hurtigt forkastes, da han, ud over sit studie med forskningsprojektet, bruger sin fritid på den frivillige tjans som formand for Sønderborg Statsskoles festudvalg, E69. Derudover har han spillet en større rolle i årets skolemusical og ikke nok med det, så sidder han netop nu begravet i skolebøger og knokler med sit studieretningsprojekt i 3.g. Der synes at være et multitalent gemt i Eskild.

Hårdt arbejde giver gevinst

Eskilds projekt tager udgangspunkt i udsagnet “Danmark er det land i vesten, der har flest syrienkrigere pr. muslim”, og omhandler mediernes mulighed for at skabe yderligtgående og antidemokratiske holdninger blandt unge muslimer. Det beskrives gennem framing-teorien, der omhandler mediernes måde at fortælle og vinkle historier på, så modtageren når frem til en bestemt konklusion.
“Det er hårdt arbejde at deltage. Projektet skal laves i fritiden og i ferierne. Det er en opgave i at strukturere sit liv og prioritere, hvad der er vigtigt. Selve finalen var spændende og interessant og krævede også en hel del forberedelse, for hvordan kan man bare sådan forklare sit projekt på 3-5 minutter?” fortæller Eskild.
Mere præcist undersøgte Eskild medieprodukternes mulighed for at aktivere menneskets følelser og skabe vrede og afsky. Projektet har til formål at kaste lys over nogle af de mediemekanismer, der muligvis kan bidrage til mislykket integration.

Forskning i baggagen

Trods det faktum, at Eskild ikke kunne gå fra finalen med de 20.000 tusind, som vinderne fik til at videreføre deres forskning, er projektet endnu ikke afsluttet.
“Projektet er gemt i min bevidsthed til en dag, hvor midler er at finde.”
Det studieretningsprojekt, som Eskild netop nu er i færd med at færdiggøre tager også udgangspunkt i hans forskning. Samtidig drømmer han om at tage en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, hvor hans også drømmer om, at kunne bruge og måske endda videreføre sin forskning.