Sparekassen åbner ny filial i Kolding
Til marts åbner Sparekassen Kronjylland afdeling i Kolding. Det bliver både med privat, erhverv og private banking. Den nye filial åbner på Vejlevej mellem centrum og Kolding Storcenter.
“Vi har derfor store forventninger til den nye afdeling. Siden Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse i januar blev en del af Sparekassen Kronjylland, har vi ønsket at åbne i Kolding, men vi har hele tiden sagt, at vi først skulle finde den rigtige til at stå i spidsen for afdelingen. Det har vi fundet nu,” fortæller områdedirektør Per Rick i en pressemeddelelse.
Den kommende leder for den nye afdeling er 47-årige Jens Peter Høllsberg Jensen, der i dag er chief relation manager i Totalkredit. Han er desuden bosat i trekantsområdet. Den nye leders første opgave bliver at samle det rigtige hold af medarbejdere.
“Vi er gået efter en dygtig leder, og det har vi fundet. Nu skal vi så finde de rigtige medarbejdere, for det er den næste forudsætning for succes,” lyder det fra Per Rick i pressemeddelelsen.