Jubel over julemarked
Stændertorvets 20 boder trak folk til lige fra åbningstiden til der blev lukket igen
Stændertorvet var fyldt med handlende, da der i weekenden var præmiere på julemarkedet med 20 boder. - Det her er godt i år, her er en helt lille landsby, siger Fiona Fälling fra Zusammens bod. - Vi var også med sidste år, hvor der kun var fire boder. Det er meget bedre nu. - Her er rigtig mange mennesker, så det er hyggeligt. Vi kan da også se at interessen for markedet er stor, vi har allerede nu solgt mere, end vi gjorde sidste år til julemarkedet, selv om vi ikke har haft åbent i så lang tid endnu. Ser man rundt på boderne er der da også kø, ved de fleste hele tiden. Folk går rundt og kigger og spørger nysgerrigt. Der bliver også langet varer over disken. - Jeg var ikke med sidste år, hvor der kun var fire boder, siger Joan Langelund Jakobsen fra a-gaven.dk. - Da jeg hørte om, at der skulle være flere boder i år, blev jeg skrevet op til en bod med det samme. - Det er et rigtig godt initiativ, der manglede et julemarked, så det er godt at det er kommet. Julemarkedet har åbent igen i dag søndag 13. december og i den kommende weekend 18. til 20. december og dagene mandag 21. og tirsdag 22. december. jp@roskildeavis.dk