Fortsæt til indhold

P-forvirring på Stændertorvet

Utydelige markeringer og skilte giver angst for bøderegn

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen
Bilerne har gjort deres indtog på det funklende nye Stændertorv, som i øjeblikket bugner af juletravlhed.
Men det nye torv kan betyde bøderegn til roskildensere og turister, fordi de risikerer ikke at kunne finde ud af, hvordan de skal gebærde sig som bilister på torvet
For torvet er ikke bare nyt. Det er skiltet også, hvorpå man kan se, hvor længe man må parkere lovligt, hvis man ellers kan finde det.
De nye markeringer til p-pladserne i torvet er så utydelige, at man jævnligt kan se bilisterne cirkle rundt på torvet for at finde frem til, hvor de må sætte køretøjet, så de ikke risikerer at få en uventet bøde.
Andre sætter bare bilen, så den spærrer for udkørsel og indkørsel til torvet.

Gemt skilt

Den ene parkeringshenvisning, der findes i form af et skilt, er gemt godt af vejen ved Rådhuskælderen. Lige ved siden af handicapskiltet. P-plads-linjerne er markerede, men kun ved hjælp af mørkegrå fliser og kobber i torvet, så de ikke forstyrrer torvets udtryk. Men de er endnu mindre synlige, ja faktisk usynlige når det er mørkt eller der ligger sne, sjap eller vand på torvet.
Vejchef Ivan Hyllested forklarer, at der i denne uge bliver tegnet linjer på torvet, så folk kan lære, hvad de skal rette sig efter.
- Når de er slidt af, burde problemet være løst. Det er altid svært for folk i starten, når vi laver om på trafikken, derfor hjælper vi dem lidt, siger Hyllested og forklarer, at det med tiden bliver lettere at se kobberknopperne i belægningen.

Hvad synes du, skriv det i kommentarfeltet nedenfor eller på Facebook.

Et håndskrevet skilt viser, hvornår det er forbudt at holde på torvet.
P-pladserne er markerede med store søm og mørkegrå fliser.(Foto: Anette Gundlach)