Vi bringer alt fra A til B
Nyt firma bringer alt mellem himmel og jord fra A til B. Den nye service er døgnbemandet
23-årige Elias Tan har netop åbnet sin nye forretning www.webring.dk, som vil bringe næsten alt mellem himmel og jord fra A til B.
Ideen går grundlæggende ud på, at kunderne kan få leveret stort set alt direkte til deres dør indenfor 30 til 60 minutter.
”Det kommer til at fungere på den måde, at man skriver en sms med sit ønske. Og kort efter modtager man et svar med pris og leveringstid”, fortæller Elias Tan.
Det kan være en pakke kondomer, en håndfuld cheeseburgere eller 10 rundstykker med smør og ost.
”Vi leverer alt, der er muligt at skaffe, dog ikke ulovlige tjenester eller ydelser. Men hvis du for eksempel har glemt din taske et eller andet sted, så bringer vi også gerne den tilbage til dig”, siger Elias Tan fra WeBring.
Decembertilbud
I december kører WeBring med et særligt tilbud, hvor Elias Tan tilbyder at købe julegaver for kunderne.
”Man sender indkøbslisten med julegaverne til os, så svarer vi med en leveringspris, og alle indkøb vil blive leveret inden 22. december”, siger Elias Tan.
Han er netop nu ved at ansætte fire medarbejdere og anskaffe biler. WeBring holder nemlig åbent 24 timer i døgnet.