Fortsæt til indhold

Dumpede - og kom på den rette hylde

Bettina Appel ville egentlig være socialrådgiver, men endte efter en omvej på pædagogstudiet

Arkiv
Arkiv

“Mit mål var oprindeligt at blive socialrådgiver, men jeg dumpede de skriftlige prøver i dansk og engelsk og måtte gå om”.
46-årige Bettina Appel fra Flensborg havde ingen uddannelse. Efter forskellige ufaglærte job røg hun ud af arbejdsmarkedet. Derfor valgte hun at komme i gang med uddannelse.
Valget faldt på VUC Syd i Aabenraa, hvor Bettina med almen voksenuddannelse fik læst op til 10. klasses niveau.
Hun trivedes i uddannelsen og var klar til flere udfordringer. VUC Syd udbyder hf enkeltfag, og Bettina Appel gik i gang med at læse de fag, der skulle give adgang til socialrådgiveruddannelsen.
Men det skulle ikke helt gå sådan.
“Det var faktisk held i uheld, at jeg dumpede de prøver, for det fik mig til at skifte spor til pædagogpakken på VUC Syd. Jeg vil hellere ud og arbejde med folk i praksis,” fortæller Bettina Appel.
Hun bestod alle fagene i pædagog-fagpakken og læser nu til pædagog på UC Syddanmark i Aabenraa.
“Jeg har været ude i min første praktik. Det var på Kliplev Bosted, hvor jeg arbejdede på afdelingen med mennesker med senhjerneskade og sclerose. Og det var så fantastisk, det har bare ramt mig lige i hjertet. Det er helt sikkert dét, jeg gerne vil arbejde med”.
Sin alder ser Bettina Appel også nogle fordele ved:
“Jeg har mere livserfaring og dermed en større forståelse for de emner, jeg arbejder med. Jeg har nok lidt mere disciplin, for jeg ved, at det er vigtigt at klø på for at nå mine mål. På den anden side skal jeg bruge lidt længere tid til selve læringsprocessen. Men alt andet lige, så glæder jeg mig hver dag over mit valg af uddannelse - og at jeg kom i gang på VUC Syd,” fortæller Bettina Appel.