Disse tre skoler skal renoveres
Tre skoler og 28 dagtilbud får del i renoveringspulje
Odenses skoler og dagtilbud har brug for en overhaling. Det er politikerne enige om, og onsdag aften stod det klart, hvilke skoler og dagtilbud, der skal have del i 35 mio. kr. af de 137 mio. kr., der sidste år ved et budgetforlig blev øremærket til forbedringer.
I alt bliver der tale om tre skoler og 28 dagtilbud, der i 2016 får hjælp til at opdatere de fysiske rammer.
De tre skoler, for hvem pengene utvivlsomt falder på et tørt sted, er Højby Skole, Rasmus Rask-Skolen og Tarup Skole.
“Det er en vigtig investering i vækst, at de rammer og omgivelser, byens børn lærer og leger i, bliver styrket og udviklet. Det handler langt fra kun om selve bygningerne. Den nyeste forskning peger på, at de fysiske rammer påvirker og understøtter børn og unges læring og trivsel. Så i mine øjne er investeringerne afgørende, for at vores børn får mulighed for at udvikle sig til unge mennesker,” siger rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Susanne Crawley Larsen (R) i en pressemeddelelse.
De kommende renoveringer er en del af den renoverings- og moderniseringsplan Børn- og Ungeforvaltningen og By- og Kulturforvaltningen besluttede i slutningen af november. En plan, der sætter fokus på børnenes trivsel.
“Renoveringen af skoler og børnehuse handler ikke bare om udskiftning af gammelt med nyt. Alle udbedringer tager nemlig udgangspunkt i børnenes læring, sundhed og trivsel. Det kan være en indretning, der er opfordrer til fysisk aktivitet i løbet af skoledagen, fx en rutsjebane ved siden af trappen eller mulighed for fordybelse og ro i et boghjørne, selv om man er én af mange i børnehaven,” siger Susanne Crawley Larsen.