Fortsæt til indhold

Phillip er stormester i oplæsning

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I sidste uge tog 6. klasse fra Friskolen Østerlund den store pokal hjem i quizkonkurrencen 'Smart, Parat, Svar'. I dag tirsdag var der igen en boglig dyst, der skulle afgøres, og denne gang var det Broager Skole, som havde gode chancer for at hive en pokal hjem i 'Stormester i Oplæsning' konkurrencen, som blev afviklet i salen på Biblioteket Sønderborg.

Tre gange Broager

Dagens dommer var Dorthe Eriksen fra Center for undervisningsmidler, og hun var sat til at bedømme Simon, Phillip og Emma fra henholdsvis 7. a, b og c på Broager Skole samt Anette fra 7. klasse på Tandslet Friskole.
De fire deltagere skulle læse op af en kendt tekst, de selv havde valgt, og derefter en ukendt tekst, de fik udleveret på dagen. Alle fire blev bakket seriøst op af deres klassekammerater, som var med til at skabe en god konkurrence-stemning.

Her bliver årets vinder udråbt. På talerstolen dagens dommer Dorthe Eriksen. Foto: Svend Mikael Larsen

Hård men retfærdig

Den hårde men retfærdige dommer havde fokus på tekstforståelse, stemmebrug, udtale, tempo og kontakt med publikum, og det endte med, at hun pegede på Phillip Moisen som dagens vinder. Oveni ære og hæder og biografbilletter vil Phillip få sit navn indgraveret i vandrerpokalen. Desuden skaffede han med sin sejr en gavekurv med lidt godt til hele klassen.

Alle fire detagere sidder klar til at høre dommen. Foto: Svend Mikael Larsen
Hele 7.b fra Broager Skole samlet omkring deres dygtige klassekammerat Phillip opp på talerstolen. Foto: Svend Mikael Larsen
En sal fuld af 7. klasser fulgte med i den spændende konkurrence. Foto: Svend Mikael Larsen