Fortsæt til indhold

Jeg blev smidt ud uden grund

Arkiv
Anette Gundlach

Josefine Killinger på 28 år skulle til skriftlig danskprøve på VUC-Roskilde mandag morgen i denne uge, men i stedet for at side og terpe, blev hun smidt ud og bortvist uden advarsel og grund, fortæller hun.
- Jeg blev bedt om at pakke mine ting sammen og forlade skolens område med det samme, siger Josefine Killinger.
Hun er mødt op på Roskilde Avis, fordi hun håber på at få klarhed på, hvad der egentlig er sket. For fra skolen har hun endnu ikke fået en forklaring.
Den unge kvinde har taget sin stedfar med, så han kan støtte hende, mens hun forklarer.

Ramt af depression

Josefine Killinger kikker trist frem for sig.
Hun er mor til en lille datter på to år og har i de seneste tre måneder lidt af depression og haft svært ved at få tingende til at hænge sammen.
Men skolen har hun passet hele tiden, siden hun startede med at læse HF for halvandet år siden.
- Jeg er mønsterelev og får 10 og 12 i de fleste fag, ligesom jeg kommer til undervisningen.
- Jeg elsker at læse og vil gerne fortsætte med at studere fysik på universitetet, siger Josefine Killinger.
Hun bor sammen med sin mand, der lige er blevet færdig med sin uddannelse. Og nu er det hendes tur til at læse.
Men lige nu ved hun ikke, hvordan hun skal komme videre, da hun ikke aner, hvad hun har gjort for at blive smidt ud.

Rystet

Josefine Killinger har fået et par timer til at sunde sig i, før hun møder op på avisen for at fortælle sin historie.
Men hun er stadig dybt rystet over, at hun nu kan kalde sig forhenværende på VUC-Roskilde.
Hun forklarer, at hun i fredags blev kaldt ind på skolens kontor, fordi lærere og ledere ville tage stilling til hendes skolegang. Hun blev bedt om, at fortælle sit syn på sagen.
Dengang regnede hun med, at der måske vankede en advarsel.

Depression

Josefine Killinger tror, at det er på grund af sin depression, hun er smidt på porten.
For tre måneder siden begyndte hun at blive trist og opgivende og kunne ikke længere overskue så mange ting, fordi hun havde problemer på hjemmefronten.
Problemerne er for længst løst, men til gengæld har hun fået papir på, at hun har fået en svær til moderat depression.
- Jeg fortalte om min situation til skolen og bad dem om at få lidt mere tid til nogle af mine opgaver, når jeg havde brug for det. Og det fik jeg.
- Jeg fik også lov til at få noget støtte til at planlægge mine ting og til undervisningen. Noget der skulle gå i gang lige efter nytår.
Ligesom jeg også får hjælp til depressionen i det nye år, siger Josefine Killinger og fortsætter:
- Men ligesom jeg er ved at få styr på det hele og kan se lys forude, smider de mig bare ud, siger hun med spørgende øjne.

Svær tid

Josefine Killinger forklarer, at hun flere gange har afvist nogle af lærernes forsøg på at trøste og hjælpe.
- Jeg har taget imod, hvis jeg havde brug for det. Men andre gange har jeg sagt nej, når lærerne har opsøgt mig for at tale.
- Jeg har brug for professionel hjælp og ikke for at de presser mig til samtaler på grund af deres medlidenhed.
Det er ikke godt, når man har en depression, siger Josefine Killinger, der mener hun har fået det endnu dårligere på grund af behandlingen på skolen.
- Måske føler de sig afvist og mener derfor, at jeg er besværlig, men jeg har ikke brug for medlidenhed med hjælp.

Opfølgning

Tirsdag eftermiddag modtog Josefine Killinger en mail fra skolen, hvori hun blev tilbudt at kunne starte på VUC i Ringsted.
Men Josefine Killinger er i tvivl, om hun overhovedet kan fortsætte uddannelsen i øjeblikket.
- Det er svært at starte et nyt sted, når man har det som mig i øjeblikket.
- Chokket efter bortvisningen har kastet mig tilbage i depressionen og fået den til at blusse op igen, siger den unge kvinde.
- Og jeg har stadig ikke fået at vide, hvad jeg har gjort galt.

ag@roskildeavis.dk