Lokale kræfter løfter ansvaret i Dansk Firmaidrætsforbund
Fire ildsjæle fra Fredericia sidder efter repræsentantskabsmødet den 28. november i den centrale ledelse i Dansk Firmaidrætsforbund.
Julie Krarup går fra menigt medlem til posten som formand for Sundhedsudvalget. Lone Sandberg er valgt ind i samme udvalg, hvortil der også er genvalg til Anne Mette Hildebrand. Ib Østergaard, der allerede er formand for koordinationsudvalget for alle udvalg, som hedder Idræts-, Motions- og Sundhedsudvalget, indtager en ny plads i IT-udvalget.
For to år siden fik Julie Krarup sin debut i den centrale ledelse i Dansk Firmaidrætsforbund med en post i Sundhedsudvalget. Og nu indtager hun altså formandsposten.
Julie Krarup er til daglig leder af Middelfart Produktionsskole, som har en vision om at blive Danmarks sundeste produktionsskole. Hun fik sit kendskab til Dansk Firmaidrætsforbund igennem et sundhedsprojekt på landets erhvervs- og produktionsskolerne. Det projekt er en del af hendes nye ansvarsområder som formand for Sundhedsudvalget.
”Firmaidrættens indsatsområde ”sundere danskere” er en vigtig dagsorden. Både for den enkelte, men også i et samfundsøkonomisk perspektiv. Jeg tænker, at vi i forbundet har en god platform til fremme af danskernes sundhed. Vi har erfaringen og har udviklet en række metoder og produkter, som kan tænkes konstruktivt ind til brug for indsatsområdet. Samtidig henvender vi også til danskerne igennem vores foreninger, og med vores fokus på sundhed, kan vi tiltrække nye medlemmer,” siger Julie Krarup.
Dansk Firmaidrætsforbund er Danmarks tredjestørste idrætsorganisation med mere end 370.000 medlemmer organiseret i 80 lokale foreninger samt en række brancheforbund.