Brask formand hos Hockerup
Den lokale erhvervsmand og politiker den 52-årige Lars-Christian Brask skal være ny bestyrelsesformand hos nedrivnings-entreprenør LH Hockerup, som har til huse på Rønøs Allé i Roskilde. Brask fik efter sin læretid hos Jyske Bank i Roskilde en international finans-karriere i Storbritannien og fik samtidig opbygget et konkurrence-dygtigt racerteam i motorsportens hjemland. For nogle år siden vendte han hjem til Roskilde, gik ind i politik og blev i 2013 valgt til byrådet for Venstre. Samtidig er han begyndt at opbygge en hjemlig erhvervs-karriere som professionelt bestyrelses-medlem med en række poster som formand, blandt andet hos bilimportøren Nellemann og flyttefirmaet Handy i Himmelev.
Familiefirma
Henning Hockerup startede sit nedrivnings-firma helt tilbage i 1970'erne og stod blandt andet for nedrivning af Sankt Clara Mølle, som en protest-bevægelse forsøgte at stoppe. I 2003 dannede han sammen med sønnen Lasse Hockerup firmaet LH Hockerup A/S. Det var et familieselskab, hvor moderen Ingelise Hockerup også var i betstyrelsen, indtil hun nu udtræder for at give plads til Brask. I det senest afsluttede regnskabsår havde virksomheden en omsætning på over 120 millioner kroner og er en af landets største indenfor sit område, som er nedrivning, håndtering af forurenet jord, knusning og sortering samt miljø-sanering af asbest, bly og andet farligt affald. - Vi venter vækst i de kommende år og har brug for, at både direktion og bestyrelse styrkes med kræfter udefra, så virksomhedens muligheder kan udnyttes bedst muligt, siger Lasse Hockerup. Lars-Christian Brask glæder sig også til det nye samarbejde: - Virksomheden er allerede godt ledet, så der bliver ikke nogen revolution eller store omvæltninger. Det handler snarere om en fintuning af en virksomhed, der allerede har et godt koncept, forklarer han.