Ødelagt juleglæde?
Det undrer mig, at Dansk Flygtningehjælp skulle kunne ødelægge nogens juleglæde! Jeg tænker tværtimod at de med deres indsamling, vil bringe juleglæde, ikke bare hos dem der modtager hjælp, men så sandelig også hos dem der giver.
Det er da i sig selv en glæde at give til andre. Om du, Gitte Simoni, skal have dårlig samvittighed?
Jeg formoder, at der ikke var nogen som tvang dig til at give et bidrag ? Jeg er fuldstændig sikker på, at børn ikke tager skade af at få fortalt, at der er mennesker i vores verden, som lider nød - og at dem skal vi hjælpe så vidt vi kan.
I vores familie har det da heldigvis aldrig været et tabu, og vi har ydet hjælp hvor vi kunne - økonomisk eller eksempelvis ved at købe vores julekort hos Unicef. Ud af det er der kommet en empatisk, hjælpsom og ansvarstagende ung mand.
Jeg tror ikke, at Roskilde Kommune ligefrem har allieret sig med Dansk Flygtningehjælp, men ser altså ikke noget problem i at man lige ‘gør opmærksom på' fra scenen.
Glædelig jul til jer alle
Kirsten Skov
Ringparken 12
Roskilde.