En uforbeholden undskyldning
Borgmester Joy Mogensen havde selv valgt at sætte afgørelsen om sin inhabilitet på dagsordenen
- Jeg skylder alle en uforbeholden undskyldning for ikke omgående at have fortalt jer om mit nye forhold, selv om det efter min mening ikke har skadet kommunen. Sådan sagde borgmester Joy Mogensen (S) til Roskilde Byråd onsdag aften. Hun havde selv ønsket at få punktet på dagsordenen efter afgørelsen fra Tilsynsrådet, om at hun i flere tilfælde havde været inhabil, efter at hun blev kæreste med direktør Jens Müller fra Erhvervsforum, som kommunen samarbejder med og betaler for at udføre opgaver på flere områder. - Jeg ønsker ikke at skjule noget væk. Det er vigtigt, at vi nu i fremtiden har en fælles forståelse af, hvornår jeg kan være inhabil, så jeg kan gå udenfor døren, forklarede hun.
Gør ikke noget
Efter Joy Mogensens opfattelse havde Tilsynet afgjort, at hun havde været inhabil på to områder. Dels ved forlængelsen af samarbejdsaftalen med Erhvervsforum ved et møde i Økonomiudvalget 11. december 2013. Dels ved diskussioner om kommunens turist-strategi, hvor Erhvervsforum også står for markedsføringen. Derimod havde der ikke været noget galt i, at kommunen fra rådhuset flagede med et orange Dannebrog i sommeren 2014 som symbol på Roskildes status som Festival-by. - I begge de tilfælde, hvor jeg nu er blevet erklæret inhabil, fastslår Tilsynet dog samtidig, at de ikke vil gøre mere ved sagen, og kommunen har ikke lidt nogen økonomisk skade. - Endelig kan jeg konkludere, at det altid er en konkret vurdering i den enkelte situation, om man er inhabil eller ej. Derfor må jeg i fremtiden være omhyggelig hele tiden, konkluderede Joy Mogensen. tk