Fortsæt til indhold

Fire år mere med Madkulturen

Folk i Roskilde Kommune har været prøvekaniner i fire hæsblæsende år, fortæller direktør Judith Kyst.

Arkiv
Anette Gundlach

Arkivfoto: Erling J. Pedersen Madkulturen har netop fået fire år mere på finansloven, fortæller direktør på stedet Judith Kyst. Hun kan dermed glæde sig over, at de seneste fire hæsblæsende år på Maglegårdsvej har båret så meget frugt, at de små 30 medarbejdere får lov til at fortsætte med at udvikle danskernes madvaner endnu en årrække. Madkulturen fik i sin tid adresse i Roskilde, fordi både slagteriskolen, festivalen og dyrskuet har til huse her. Stederne er ideelle til nogle af de mange mad-eksperimenter Madkulturen har og vil udføre. Roskilde Kommune er også prøvekanin på flere områder, og resultaterne skal senere spredes ud i hele landet. Madkulturens formål er nemlig at udvikle nye produkter, styrke madhåndværket og skabe bedre mad til alle i Danmark.

Første dag i Roskilde

Til åbningsdagen i Roskilde viste Madkulturen sig flere steder ved at servere en nyudviklet Maglegårdssuppe rundt omkring i byen. Den varmede både hænder og godt i maven på den kolde vinterdag, og den fik meget ros fra de mange, der fik en smagsprøve. Sidenhen har Madkulturen holdt sig mere i baggrunden. - Vi udvikler projekter her, udfærdiger undervisningsprogrammer og får ideer, skaber nye koncepter, som skal føres ud i livet af vores mange samarbejdspartnere, siger Judith Kyst.

En sund og hyggelig julefrokost kunne se sådan ud.

På skoler og hos ældre

I øjeblikket og i den kommende tid skal børn på skoler og ældre på dagscentrer i Roskilde opleve Madkulturens positive indflydelse. De ældre kan mødes i madværksteder, hvor de laver mad sammen. Både for at hygge sig, få nye venner og lære at lave mad til enlige eller for at undgå livsstilsygdomme. - Undersøgelser viser, at når man spiser sammen med andre, så får man mere appetit og glæde i hverdagen, fortæller Judith Kyst.

På åbningsdagen strømmede mange folk til. Her står direktør for stedet Judith Kyst, sammen med borgmester Joy Mogensen og folketingspolitiker Mette Gjerskov.

Bedre spisepauser

På nogle af Roskildes skoler skal Madkulturen finde frem til, hvordan elever får bedre spisepauser. Det kan for eksempel være med mindre kø i kantinen, så eleverne får tid til at spise maden i ro og mag, anden mad, hyggeligere lokaler eller andet. På de skoler, der ønsker at være med, skal Madkulturen udvikle et tværfagligt forløb, hvor fysik, madkundskab, biologi og andet går op i en højere endhed. Nyeste projekt i Madkulturen er Food Careers, som er en indsats, der skal få flere unge til at vælge en af de 37 fødevareuddannelser.