Tag nu en portion mere

Så sidder man der juleaften - med hele den pukkelryggede familie rundt om bordet. Sovsepletter på skjorten, stopmæt med løsnet levrem og småsure men veltilfredse opstød. “Jeg kan ikke få en bid mere ned.”
Det kan man så alligevel, for når der er en gevinst på højkant tilsidesætter man jo alle advarsler om trommesyge, tarmslyng og natlige svedeture, hvor det afpillede andeskrog dyppet i fed, brun sovs slår koldbøtter bag maveskindet.
Gevinsten er mandelgaven, og det er er fuldstændig ligegyldigt, om det er en æske chokolade, en blyantspidser eller noget halvgrimt julepynt fra årets kunstner. Jeg kan vinde noget, så bare kom med risalamanden.
Skålen bliver sendt rundt. Der havner fire solide skefulde på tallerkenen. Øv, mandlen var der ikke. Prøver igen med en ny portion - fordi jeg ikke opdager, at onkel sidder og gemmer mandlen i mundhulen. Sådan går det hvert år, når der er en genvinst på højkant. At jeg så selv ikke er på højkant efter middagen, men ligger vandret med forstuvet mavesæk, er blot en af vores mange fine, tilbagevendende juletraditioner.

Stammer fra Frankrig

Det med mandelgaven har faktisk forbindelse til en fransk tradition. Her fik man en særlig kage på Helligtrekongersdag - en 'kongens kage' - og inde i kagen havde man gemt en bønne eller en lille figur. Fandt man bønnen fik man lov til at bestemme, altså være konge for en aften.
Selve risalamande-retten er faktisk pæredansk, selvom den lyder fransk. Desserten blev opfundet blandt borgerskabets danskere omkring år 1900. Først i rationeringstiden omkring 2. verdenskrig blev risalamanden rigtig populær. På grund af manglen på ris og kanel, opdagede man, at det i grunden ikke var så ringe at strække risengrøden ved at tilsætte flødeskum. Det dejlige 'krydderi' fløde var altså med til at gøre den jævne risengrød til en lækker spise. Så lækker, at retten i dag er den danske juledessert nummer 1.