Sidste dans med 60’er Klubben
I mere end tre årtier har 60'er Klubbens bands spillet op til dans og sang rundt om i Esbjerg. Mange husker sikkert de tilbagevendende rockkoncerter på Tobakken 2. Juledag eller endnu længere tilbage, hvor rockorkestrene gav den gas på Palads Hotel, i Kartoffelpakhuset og i 60'er-teltet i Nørreskoven.
Nu er mange af 60'er Klubbens medlemmer ved at nå pensionsalderen, men inden guitarerne lægges endeligt på hylden, har klubben tænkt sig at lukke og slukke med et brag af en fest. Lørdag 5. marts 2016 inviterer klubben til over otte times ”Last Dance” i Tobakkens store sal med deltagelse af nogle af de største 60'er bands fra ind- og udland. Læg hertil lokale bands fra 60'er Klubben, som siden stiftelsen 2. maj 1987 til sammen har spillet i tusindvis af koncerter over hele landet.
Oplev 60'er stemningen for sidste gang, og vær med til at hylde en æra i dansk og esbjergensisk musikhistorie. Showet starter kl. 14.00, og billetter kan allerede købes nu via Tobakkens hjemmeside. Det er muligt at købe stå- og siddepladser samt at tilkøbe buffet fra Tobakscaféen.