Fortsæt til indhold

Hygge i den nye pavillon i Kjærsgården

Pensionistklubberne i Kjærsgården i Vejles vestby er for alle pensionister. Alt sker på frivillig basis. Bag står Ellen, der gennem et helt liv har holdt sig selv og andre i beskæftigelse med samme formål. Socialt samvær.

Arkiv
Jørgen Flindt

Æbleskiverne bliver spist, og gløggen forsvinder stille og roligt fra de hvide kopper. Det er ved at være tid til at pakkerne findes frem og lægges på bordet. Det er torsdag før jul, og fjorten pensionister er mødt frem for at hygge, som de nu altid gør om torsdagen.
I hvert fald det hold. Der er også et hold om mandagen og et om onsdagen. Omkring 45 pensionister i alt, som kommer både fra nærområdet og længere væk, deriblandt Skibet.
Torsdagsholdet er ved at være klar til jul, og her går snakken lystigt hen over det lange bord i de lyse lokaler i Pavillonen ved Kjærsgården (lejligheder til ældre) i Vejle. Selvom der næsten kun er kvinder, afskrækker det nu ikke den enlige hane ved bordet, at deltage lystigt i snakken.
Han hedder Erik Rasmussen og er 93 år. Og har utrolig nemt til smil.
"Vi er vist kun fire mænd alt i alt her på de tre hold, så vi er da ikke mange. Der har været flere, men de er slidt op," griner han.
"Nej, spøg til side. Der må gerne være flere mænd, men det er nu hyggeligt uanset. Det er altid dejligt at komme forbi. Og snakker de for meget, lukker jeg bare ørene," siger han og slår atter et bredt smil op.
Ved siden af ham denne torsdag sidder Irma Nielsen. Og hun sætter straks en godmodig stikpille tilbage til Erik.
"Pjat med dig. Du vil da så gerne høre alt, hvad vi snakker om," siger hun og alle griner omkring bordet.
Irma er 83 år, og har været en del af pensionistklubben i mange år.
"Min mand døde for nogle år siden, og så sad jeg alene tilbage. Men mine naboer gik her i klubben, og de tog mig med, og det har jeg aldrig fortrudt, at jeg sagde ja tak til" siger hun, og finder et raflebæger frem. Normalt spilles kort. 500, rommyvest, uno og den slags. Men det er jul, og det er tid til pakkeleg.

En ildsjæl

Det hele sker hos Pensionistklubberne i Pavillonen ved Kjærsgården og alt sker på frivillig basis. Lokalerne stiller kommunen til rådighed, men ellers sker alt ved at man hjælper hinanden.
Dog er en der en primus motor, og den motor har været en drivende kraft i Kjærsgården siden starten af 1970erne. Ellen Holdt-Jørgensen var i over 40 ansat ved Vejle Kommune som beskæftigelsesvejleder, og det job bestod blandt andet i, at holde beboerne i Kjærsgården beskæftiget med forskellige sysler og hygge. Det gjorde hun så godt og i så mange år, at hun fik dronningens fortjenstmedalje for sit store arbejde.
Det arbejde fortsætter hun med, men på frivillig plan. Selvom hun for længst er blevet pensionist, er der jo ingen grund til at læne sig alt for meget tilbage.
"Jeg nyder det jo. Og det er vigtigt, at vi pensionister holder os i gang. Der er også mange, som sidder alene hjemme, og her er en god mulighed for at komme ud og møde andre. Hvorfor sidde alene hjemme, når man kan komme her forbi og hygge og får en masse god snak? Det gør vi her. Vi hygger og har det rart sammen," siger hun.
Pensionistklubben har som nævnt tre hold, men de hold mødes nogen gange på kryds og tværs. Blandt andet på ture.
"Vi er af sted to gange hver forår og to gange hver efterår. I år har vi blandt andet været på æbletur til Fyn og på sejltur ned langs Odense Å. Det er bare nogle super dejlige ture," forklarer hun.
Pakkespillet venter, men før Ellen skal rafle om pakker, kommer hun lige med en opfordring.
"Vi vil gerne være flere medlemmer af klubben, og man skal bare møde op og prøve at deltage. Så kan man jo se om det er noget for en. Det er for alle, så selvom mange af medlemmerne er fra området her, er det altså ikke et krav. Det er dog vigtig, at man selv kan komme hertil. Det kan vi ikke hjælpe til med," siger hun.
Pakkespillet er begyndt. Der hygges, snakkes, grines og nu også rafles i fællesskab i det lyse lokale i Svendsgade.

Hvorfor sidde alene hjemme, når man kan komme her forbi og hygge og får en masse god snak?

Ellen Holdt-Jørgensen er primus motoren bag pensionistklubberne.
Pakkeleg. Irma rafler