Julen sunget ind af - og med - Kurt Ravn
Sædden Kirke var proppet til randen, da Kurt Ravn søndag gav en helt igennem forrygende julekoncert
Lad det være skrevet med det samme, det er altså ikke helt nemt at komme i julestemning, når temperaturmåleren viser plus otte grader og græsset stadig er grønt.
Men efter en tur i Sædden Kirke søndag eftermiddag er juletemperaturen hos denne artikels forfatter lige præcis, hvor den skal være. Det skyldes helt og aldeles ‘Røde' ‘Agent Grå' eller bare ‘Hvide' Kurt Ravn, der gav en fuldstændig fantastisk julekoncert i de smukke rammer.
Godt 450 gæster var på plads til den første koncert, og de fik en både varm og varieret oplevelse med den sympatiske skuespiller og sanger, der med til Sædding havde taget oboist ved Sjællands Symfoniorkester Birgitte Lindum, kapelmester, organist og pianist Carl Ulrik Munk-Andersen samt Michael Frank Møller, der solotrompetist i DR's Symfoniorkester.
Kvartetten leverede både nærværende julesalmer, glade julesange, eftertænksomme instrumental-soloer og ikke mindst gav de flere muligheder for fællessang i kirken.
Smukkest var det - i hvert fald i min optik - da samtlige publikummer i skøn forening med Kurt Ravn & Co. sammen sang “Det kimer nu til julefest” i den flot oplyste kirke. Man skal være lavet af et godt stof, hvis ikke sådan noget skal give gåsehud på både arme og ben.
Efter halvanden time var julen sunget godt og grundigt ind, og Kurt Ravn kunne puste en smule ud, inden han klokken 19.30 skulle give endnu en koncert, da den første var helt og aldeles udsolgt.
Lokalavisen Esbjerg fangede dog den folkekære mand til en kort snak om koncerten:
“Jeg nød det lige så meget som publikum, tror jeg. Det er en fantastisk smuk kirke at spille i, det ligner jo en sand stjernehimmel. Samtidig er akustikken en sand fryd, så jeg er glad,” sagde Kurt Ravn til avisen.
I alt 20 julekoncerter er Kurt Ravn ude at spille i år, og flere af dem er endda dobbeltkoncerter. Kurt Ravn har dog ingen problemer med at bevare motivationen til de mange koncerter:
“Nej, det kniber det bestemt ikke med. Der er så mange smukke og vigtige budskaber i julens sange, så det bliver jeg ved med at holde af. Desuden er jeg jo omgivet af tre fantastisk dygtige musikere, så det er altså en sand fryd at komme ud at spille,” smiler Kurt Ravn.
Smiler gør ligeledes de fire Odd Fellow loger i Esbjerg, der - sammen med Sædden Kirke - havde arrangeret de fine julekoncerter.
Og smiler gør jeg faktisk også, for nu har julestemningen endelig indfundet sig.