Smarteyes donerer penge til hjemløse
Nyt samarbejde skal sikre en bedre jul for hjemløse, ensomme og udsatte i Vejle
Kirkens Korshær og Smarteyes i Vejle har indgået et nyt samarbejde med titlen “Giv en dag”.
Et samarbejde, der skal sikre flere penge til Kirkens Korshærs arbejde i julen. Derfor donerer Smarteyes hele sin omsætning onsdag den 16. december til Kirkens Korshær.
”Der er hårdt brug for pengene. Vi mærker i år et større pres fra mennesker, der enten ikke har noget sted at holde jul eller har brug for økonomisk hjælp til at holde jul. Antallet af hjemløse stiger, og en stadig større gruppe af mennesker har svært ved at få råd til julemaden og gaver,” siger Jens Lundsgaard, der er leder af Kirkens Korshærs varmestue i Vejle.
Samarbejdet er kommet i stand efter Smarteyes og Kirkens Korshær det sidste års tid har samarbejdet om at tilbyde gratis briller til de hjemløse i Kirkens Korshærs varmestue i Vejle.