Fortsæt til indhold

Løb for børnene inden julemiddagen

Juleaftensdag byder naturligvis også i år på 2412Run i Vojens

Arkiv
Mette Henriksen

I 2014 opstod en ny juletradition med juleløbet 2412Run Vojens. Her valgte 138 børn, unge og voksne at indlede den 24. december med at løbe eller gå rundt om søen ved fritidscenteret. En række sponsorer støttede løbet, og i alt blev der indsamlet næsten 35.000 kroner til at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid.
I år får 2412Run Vojens følge af 2412Run Haderslev ved Dammen i Haderslev. Så nu kan endnu flere blive del af den velgørende tradition.
Løbet vil foregå rundt om søen ved fritidscenteret i Vojens og om Dammen i Haderslev, og der er lagt op til, at alle – børn og voksne, hunde og barnevogne – kan være med. Man kan løbe eller gå alt efter temperament og form.
Det er gratis at deltage, og man skal ikke meldes til på forhånd, men kan bare møde op i tidsrummet kl. 9-12. Så man bestemmer altså selv, hvornår det passer at tage turen – bare man er færdig kl. 12.
"Vi oplevede, at rigtig mange syntes, at det var dejligt at få sig rørt lidt juleaftensdag, inden man skal i gang med den store julemiddag," siger Vivi Terp, som var en af de frivillige bag 2412Run Vojens og er med som tovholder igen i år.
Man kan selv vælge, om man vil give et bidrag til BROEN Haderslev og Gotiklubbens Venner ved at lægge et beløb på dagen. Desuden kan sponsorer støtte løbet ved at give et bidrag pr. omgang, der tilbagelægges på dagen, eller et fast bidrag uanset antallet af deltagere og omgange.
Der er oprettet en facebook-side med titlen “2412Run Vojens/Haderslev “, hvor man kan finde mere om juleløbet.
Interesserede sponsorer kan kontakte BROEN Haderslev på: info@broen-haderslev.dk