Medvind på cykelturen
Foto: Per Rudkjøbing
Projektet ‘Cykling uden alder' er på en vigtig mission. De vil give landets ældre ret til vind i håret, men en ting er at have en samling rickshaws til at transportere folk rundt, noget helt andet er, at det kræver en flok frivillige til at trampe hjulene rundt.
En flok purunge knøse fra Tjørnegårdsskolen stimlede sammen på Kristiansminde Plejecenter tirsdag 8. december for at gå op til den cykelprøve, der kræves for at blive en vaskeægte rickshaw-pilot.
Frivillige kræfter
- De var nogle rigtig spændte drenge, der tog på tur til vandet ved Boserup med de ældre fra Kristiansminde, men det er altså nogle gæve gutter, så der skal en del mere til at slå dem ud, fortalte underviser Jacob Lentz, der til daglig har drengene på sit valghold i frivillighed på Tjørnegårdsskolen.
Drengene havde til opgave to og to at køre turen, hvor den ene sad bag styret, mens den anden var bagi i vognen med den ældre borger.
- Selvom det er et stort ansvar at manøvre cyklen rundt, så fungerede det bare rigtig godt, også op ad bakke. Alle bestod – helt efter planen, sagde Jacob Lentz.
Cykling uden alder handler om at give de ældre muligheden for at være en del af samfundet og drømme med om alle de muligheder og oplevelser, der ligger forude. Projektet tæller mere 2.500 piloter og omkring 350 cykler i over 60 danske kommuner.
Jacob Lentz' drenge er nu alle knyttet til Kristiansminde Plejecenter og kan når som helst booke en tur ud i det blå.
- Det er så fedt, at drengene har valgt frivillighed som valgfag, når de havde så mange andre muligheder, men de har været meget entusiastiske hele vejen igennem, og nu er det bare ud og køre nogle ture, slutter den stolte underviser.