Fortsæt til indhold

Kommunen vandt de første slag mod PCB

Regningen for at gøre en skole og to børnehaver PCB-frie løber op i mere end 25 mio. kr. Mere PCB kan komme til i fremtiden

Arkiv
Louise Ritter

Esbjerg Kommune gennemførte i 2011 en screening for miljøgiften PCB i kommunens skoler og daginstitutioner.
Tre steder blev der fundet PCB i luften i så høje koncentrationer, at det overskred Sundhedsstyrelsens tilladte værdier. Embedslægen koblede sig på sagen, og Esbjerg Kommune iværksatte straks en række midlertidige tiltag for at nedbringe koncentrationen af PCB i form af blandt andet øget rengøring og ventilation med gode resultater til følge.

I 2013 gennemførte kommunen så et pilotprojekt i en pavillon på Fourfeldtskolen for at finde frem til den mest effektive form for sanering. Projektet faldt så positivt ud, at niveauet at PCB blev nedbragt til et acceptabelt niveau. Politisk blev det besluttet at finde pengene til den omfattende sanering af Fourfeldtskolen, Havbakkens Børnehave i Hjerting og Tarphagevejens Børnehave. I første omgang blev der afsat cirka 16 millioner kroner, men regningen har vist sig godt dobbelt så dyr - det var nemlig slet ikke så let at blive miljøgiften kvit.

Ned og op igen

Lettest gik det i Havbakkens Børnehave, mens PCB'en på både Fourfeldtskolen og Tarphagevejens Børnehave var noget sværere at bide skeer med for Esbjerg Kommune.

Sidstnævnte sted stod det - trods gentagne forsøg på sanering - klart i sommeren 2014, at en endegyldig sanering ville løbe op i mindst de samme udgifter, som en nedrivning og opførelse af en helt ny institution, så den beslutning tog man politisk omkring sommerferien sidste år, og allerede den 1. november forlod børn og personale den PCB-fyldte institution for at blive genhuset i Sjelborg,

“Den gamle bygning var fra en tid, hvor der var et helt andet fokus på isolering, indeklima, arkitektur og ikke mindst materialevalg. Netop materialevalget viste sig at være et stort problem. Bygningen indeholdt PCB og i en økonomisk opgørelse vistedet sig at være særdeles dyrt at, hvis bygningen skulle saneres. Så sammenholdt med, at bygningen var utidssvarende indrettet og med ringe brug af isolering, så faldt det let for Byrådet at besluttet at opføre en helt ny og moderne institution i stedet for,” siger Anders Kronborg, formand for Bygge & Teknik Udvalget i Esbjerg Kommune.

Skolesanering til 16 mio.

Helt så drastisk gik man ikke til værks på Fourfeldtskolen, men alligevel er regningen her løbet op i 16 millioner kroner.

Esbjerg Kommune oplyser til Lokalavisen, at saneringen af skolen er endelig afsluttet nu og har omfattet alle klassefløje, skolens SFO, hovedfløj og faglokaler samt skolens svømmebad og boldhal. Flere steder er vægbeklædning skiftet eller vægge malet. PCB'en har hovedsagligt gemt sig i fugemasse og maling, og derfor er mange fuger også fjernet eller udskiftet på Fourfeldtskolen, hvor de seneste, nylige prøver tyder godt.

“Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at prøverne af PCB-indholdet i ”indeluften” viser gode resultater. Ligeledes er det positivt, at vores skolelever og personale nu kan færdes i en skole med et væsentlig bedre indeklima. Og på sigt er det naturligvis også godt, at renoveringen har betydet en skole der holder bedre på varmen, så vi spare på varmeregningen. Man kan hvis sige, at ”mission complete” med et meget tilfredsstillende resultat,” siger Anders Kronborg.

Risiko for mere

PCB blev hovedsageligt anvendt i byggematerialer brugt i årene 1950 til 1977. Kommunen har pligt til at undersøge sine bygninger fra den tid, hvor der er begrundet mistanke om at niveauet af miljøgiften er højere end tilladt. De undersøgelser er der fundet penge til, men de vil ske over længere tid og i forbindelse med, at kommunen har “fat” i bygningerne i anden anledning for eksempel ombygning eller renovering. Det betyder altså, at langt fra alle kommunale bygninger fra den tid endnu er screenet.

“Jeg kan ikke afvise, at der kan være bygninger et sted i kommunen med for meget PCB. Det kan der reelt godt være ligesom der er der i mange private hjem bygget i de år, hvor PCB blev anvendt,” siger Anders Kronborg til Lokalavisen.