HB Køge tabte ankesag mod Tommy Møller
HB Køge fik ikke noget ud af at anke sagen om efterspillet efter fyringen af den tidligere cheftræner, Tommy Møller Nielsen.
HB Køge står tilbage med en regning på 760.000 kroner plus renter, efter Østre Landsret mandag den 14. december afsage dom i ankesagen om klubbens opsigelse af den tidligere cheftræner, Tommy Møller Nielsen.
Træneren blev fyret i september 2012, og derefter fulgte altså et længerevarende økonomisk opgør mellem parterne. Sagen blev i første omgang afgjort af Retten i Roskilde, der i oktober sidste år gav Tommy Møller Nielsen medhold i, at han var ansat på en uopsigelig treårig kontrakt. Han havde krav på løn, indtil han opnåede ny ansættelse i sommeren 2014.
HB Køge ankede dommen ud fra en opfattelse af, at Tommy Møller Nielsens kontrakt kunne opsiges med funktionærlovens varsel på tre måneder.
- Klubben mente også, at man havde et selvstændigt krav mod Tommy Møller Nielsen, fordi han først i sommeren 2014 afleverede den bil, han havde fået stillet til rådighed under ansættelsen, lyder det på www.domstol.dk.
Men HB Køge fik altså heller ikke medhold i sine synspunkter i landsretten, hvor man således i denne uge blev dømt til at betale omkring 760.000 kroner plus renter til Tommy Møller Nielsen.