Freja skal kæmpe for EM-billet
16-årige Freja Gørtz er udtaget til U19-landsholdet
16-årige Freja Gørtz fra Sønderborg Volleyball Klub er udtaget til den næste U19-landsholdssamling.
Hun blev i sommers udtaget til en træningssamling i England U17-landsholdets bruttotrup, og hun blev efterfølgende udtaget til den rigtige trup.
Nu gælder det så U19-landsholdet, hvor hun er udtaget til U19 landsholdets bruttotrup, der er samlet den 19.-21. december.
Der kommer endnu en samling i februar, og herefter udtages truppen til EM-kvalifikationen i foråret.
“Jeg havde ikke selv set, at jeg skulle være i spil til landsholdet. Jeg spillede mest for sjov, indtil jeg kom på idrætsefterskolen ISI i Ikast sidste år,” Freja Gørtz, der skal nu kæmpe for en plads i EM-truppen:
“Vi er fire på min position som hæver, men der skal kun bruges to. Mine chancer for at komme med i den endelige trup er vel fornuftige.”
Hun er en af seks spillere fra Sønderborg Volley Klub, der også træner på Sønderborg Talent Akademi.
LÆS OGSÅ: Talentakademi hjælper volleypiger
I sidste uge havde akademiets volleytræner, Peter Lyø, arrangeret, at hun kunne træne med et par ligaspillere fra Marienlyst på Fyn.
“Det er fedt at få hjælp med fysisk træning og mere teknisk træning. Jeg kan tydeligt mærke fremskridt i min tid på akademiet.”
Hun kommer også til at kæmpe om DM-titlen i Sønderborg i maj med Sønderborg Volleyball Klub.
“Det bliver megafedt med et DM på hjemmebane, hvor vi skal spille mod alle de gode hold.”