Klar til jubilæumstogt
I 2016 fejrer Jels Vikingespil 40 år - billetsalget er netop åbnet
Billetsalget til Jels Vikingespils 40-års Jubilæumsforestilling er netop åbnet. Skønt der er et halvt år til at Jels vikingerne atter drager på togt, så er forberedelserne til 2016-sæsonnens 40 års jubilæumsforestilling om den mægtige Starkad i fuld gang.
2016 bliver sommeren, hvor det 40. vikingespil opføres på Danmarks smukkeste friluftsscene. Med den fantastiske udsigt til Jels Sø tager vikingerne gæsterne med på rejsen gennem Starkads liv. Guderne strides om Starkads skæbne, og skiftevis belønner og forbander de ham. Alt imens han prøver at kæmpe imod, bliver Starkad viklet stadig dybere ind i intriger, kampe og drab.
I instruktørstolen sidder David Owe. I 2016 har han debut som instruktør for Jels Vikingespil, men vikingespillet er slet ikke fremmed land for den kendte skuespiller og stuntmand. Han har gennem de seneste 4 år været tilknyttet Jels Vikingespil som fægteinstruktør.
Du kan allerede nu sikre dig billet til sommerens vikingetogt eller glæde andre med billetter under juletræet. Billetsalget er netop åbnet på www.jelsvikingespil.dk.
Jels Vikingespil har premiere på årets forestilling, 'Starkad', fredag den 1. juli. Forestillingen opføres hver aften til og med den 17. juli.