Fortsæt til indhold

25 år i folketinget som den yngste

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fejrede tirsdag 25-års jubilæum som medlem af Folketinget på sønderjysk manér

Arkiv
Arkiv

Tirsdag den 15. december kunne miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fejre 25-årsjubilæum som medlem af Folketinget. I dagens anledning inviterede Eva Kjer Hansen kollegaer, samarbejdspartnere og venner på sønderjysk kaffebord med nøje udvalgte kager – 9 forskellige, én for hvert politisk parti i Folketinget.

To taler

Blandt gæsterne var statsminister Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der i deres taler begge kom ind på Eva Kjer Hansens tilknytning til Syd- og Sønderjylland:
”Du har altid kæmpet for den landsdel, du er rundet af. Trods frisk vind og orkan har du aldrig mistet fodfæstet. Og jeg tror, at én af grundene skal findes i din familie og dine sønderjyske rødder. Vi, der kender dig, oplever, at du ved siden af at være en engageret og toptunet toppolitiker også er et stærkt familiemenneske,” sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale til jubilaren.

Eva Kjer Hansen og hendes tre døtre Elena, Dorthea og Cecilie. (Privatfoto)

Sønderjysk muld

”Du er rundet af den sønderjyske muld og kultur. Det er dér, du har dine faste rødder. Derfor har man også i alle årene kunnet regne med din deltagelse, når mindretallene har været på besøg i Folketinget. Ovenikøbet på klingende sønderjysk,” fortalte Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Elena synger Forårsdag. (Privatfoto)

Fællessang

I bedste højskoletradition havde Eva Kjer Hansen forberedt fællessang og lokkede ministerkollega Hans Chr. Schmidt til at spille for på flyglet i Folketingets Fællessal. Også Eva Kjer Hansens tre døtre havde taget turen fra hjemmet i Aabenraa for at deltage i jubilæet på Christiansborg. Yngstedatter Elena på 14 år sang hele forsamlingen op med en smuk fortolkning af ”Forårsdag”.
Eva Kjer Hansen er med sine 51 år den yngste kvinde nogensinde, der kan fejre 25-årsjubilæum som medlem af Folketinget.
De 9 kager på Eva Kjer Hansens sønderjyske kaffebord:
Alternativet: Rawfood-kage, fordi partiet er nyt og spændende, men ikke helt færdigbagt
Enhedslisten: Drømmekage for drømmen om Utopia
Venstre: Rugbrødslagkage – hårdt arbejde, men også lidt sødt
Socialistisk Folkeparti: Kajkager, fordi partiet ret grønt, lidt rødt og blødt indeni
Det Konservative Folkeparti: Medaljer for Gud, konge, fædreland
Socialdemokraterne: Chokoladekage i bradepande med nok til alle i klassens time
Dansk Folkeparti: Gammeldags æblekage, som passer til den rødternede dug og vind i Dannebrog
Liberal Alliance: Macarons for det moderne og gerne lidt dyre
Radikale Venstre: Den sønderjyske småkage ”gode råd” – de radikale ved altid bedst

Eva Kjer Hansen og Lars Løkke Rasmussen ved det sønderjyske kaffebord. (Privatfoto)
Eva Kjer Hansen under Lars Løkke Rasmussens tale. (Privatfoto)