Fortsæt til indhold

Radio Als kan sende videre

Erhvervsstyrelsen har godkendt firmaet bag Radio Als

Arkiv
Arkiv

For et par måneder siden blev Radio Als sendt til tvangsopløsning i skifteretten af Erhvervsstyrelsen.
Det skete, fordi selskabet havde glemt at indsende en såkaldt undtagelseserklæring for indsendelse af årsregnskab.
Efter en ekstraordinær generalforsamling og dokumentation for selskabets økonomiske situation, har myndighederne nu meddelt, at selskabet er genoptaget.
"Det har bestemt ikke været en morsom periode, men til gengæld har vi aldrig tidligere været i så tæt dialog med indehaverne af andelsbeviserne. Det har været en utrolig positiv oplevelse," siger bestyrelsesformand Jens Michael Damm.
På den ekstraordinære generalforsamling blev den hidtidige bestyrelse genvalgt. Den består af Jens Michael Damm, Sønderborg, Theodor Munch-Knudsen, Lambjergskov, Per Lemmeke, Lavensby, Kim Christiansen, Svenstrup og Anne-Marie Just Seehagen, Mjels. Suppleanter er Hanne Petersen, Nordborg og Randi Evelyn Ørebro, Nordborg. Det er fortsat stationsleder Lisbeth Schiønning, der er Radio Als' daglige ledelse.