Fortsæt til indhold

Givskud Zoo har sagt goddag til disse fire rollinger

Arkiv
Arkiv

I næsten tre uger har der været hemmelighedskræmmeri i Givskud Zoo, og Årsagen er, at der for første gang er blevet født hele fire kæmpeodderunger i ét kuld i en dansk zoo. Givskud Zoo er eneste sted i Danmark, hvor man kan se de sydamerikanske kæmpeoddere boltre sig.
”Det er en fantastisk begivenhed,” udtaler direktør Richard Østerballe i en pressemeddelelse.
At fødslen er blevet holdt hemmelig i en måned, er der en bestemt årsag til.
”Erfaringer fra andre zoos viser, at den første måned er den mest kritiske i odderungers levetid. Derfor har vi ventet med offentliggørelsen,” forklarer Richard Østerballe.
Han regner også med, at kæmpeodderne vil være klar til besøgende, når parken afholder vinterevent i uge 7.
”Vi satser på publikumsadgang. Om ikke andet, så via kameraovervågning,” siger han.
Udover de fire unger og deres forældre, består kæmpeodderfamilien også af de to unger fra foråret 2015. Ifølge dyrepasser, Christina Kolbæk, har hele familien det godt, og særligt moren passer på de små ny:
”Moren har tæt kontakt med de nye unger. I begyndelsen måtte de store unger ikke komme tæt på, og det var kun moren, der tog sig af dem. Det er tydeligt, at det er mor, der bestemmer.”
De to store unger har længe været interesseret i de små, og nu begynder de så småt at må deltage i pasningen af deres småsøskende.
”Når de flytter rundt mellem deres forskellige redekasser i anlægget, får de to store nu lov til at tage en unge hver,” fortæller Christina Kolbæk.
Kønnene på ungerne vides stadig ikke med sikkerhed, men da kæmpeodderfamilien kameraovervåges, regner man med, at det snart bliver afsløret.