Fortsæt til indhold

Kom tættere på pakistansk kultur

Studerende inviterer til pakistansk kulturdag i Sønderborg

Arkiv
Arkiv

Fredag eftermiddag kl. 16-18 er alle velkomne i Ungdomscafeen i Sønderborg, hvor studerende holder Pakistansk Kulturdag.
Prøv at få en henna-tatovering, smag på pakistanske specialiteter med navne som lassi. dahi-bhalle, pakora, samosa og palao, og se et udvalg af farverige traditionelle dragter fra landet i Sydasien!
Du skal blot møde op i Ungdomscafeen på hjørnet af Løngang og Brandtsgade i Sønderborg fredag 11. december kl. 16-18, når de studerendes organisation i Sønderborg holder Pakistansk Kulturdag.
Sønderborg med Syddansk Universitet har landets mest internationale campus med studerende fra alverdens lande, og Sønderborg Student Foundation har indført en årlig International Dag med mange kulturer repræsenteret. Her er en enkelt kultur for første gang sat på programmet.
Tre af Sønderborgs familier med pakistansk baggrund og tre studerende står bag arrangementet, deriblandt Talha Qamar, som er mekatronik-studerende og kasserer i SSF's bestyrelse. Han har desuden et deltidsjob som kok i en restaurant.
Har du lyst til at vide mere om Pakistan – og måske noget andet end det, man oftest hører, så skal du bare spørge løs.
Der er gratis entré, ligesom den pakistanske mad er gratis.