Pakketravlhed på posthuset i Esbjerg
Igen i år slår danskerne rekord i at købe julegaver på nettet. Det giver susende travlhed blandt postbudene og på landets posthuse. I Sydjylland forventer hele 57 % af borgerne at købe julegaver online.
I posthuset i Føtex i Kronprinsensgade er der sat ekstra bemanding til at tage sig godt af de mange julekunder, og butikken har fået to ekstra scannere, så flere kan få deres pakker hurtigere. Som supplement til de tre faste kasser er der også plads til, at to personer udleverer pakker på hjørnet af posthusdelen i butikken.
"Vi får rigtig travlt op til jul, og vi gør os umage for at yde vores kunder samme gode service som resten af året. Man kan hente pakker i hele butikkens åbningstid, og vi er glade for kundernes tålmodighed og for, at de tager juletravlheden med et smil," siger varehuschef Palle Løgstrup.
På posthuset i Føtex kan man hente pakker alle dage fra kl. 8 til kl. 21, gælder også lørdage og søndage. Siden sidste jul har Post Danmark åbnet 200 nye posthuse over hele landet, og for at ruste sig til de mange julepakker er der hyret 200 julenisser ind til at hjælpe med sorteringen i pakke- og brevcentrene og indsat 450 ekstra biler for at klare det store tryk fra juleposten.
"Vi har forberedt os så godt som muligt, men kommer ikke til at undgå ekstra ventetid. Derfor opfordrer vi vores kunder til at hente deres pakker så hurtigt som muligt," siger kundechef Anja Trøjborg Nielsen.
Alle kunder opfordres desuden til at tjekke deres anmeldelsesblanket, hvor de skal hente deres pakker, så man ikke risikerer at gå forgæves.