Kommunen og Kenneth i god dialog
Kenneth Rasmussen tog imod kaffeinvitation fra kommunen
For nylig fortalte vi her i avisen om 25-årige Kenneth Rasmussen. Han er som følge af en genfejl ved at blive blind, hvilket betyder, at han kæmper det bedste han kan for at færdes i trafikken.
Der er dog plads til forbedring, mener den unge mand, som blandt andet kritiserede, at man i et lyskryds i Stormgade skulle trykke på en knap på en boks for at afvente signal, men boksen giver sig ikke til kende med lyd, og så er det selvsagt svært som svagtseende at finde den.
Opråbet blev hørt af kommunen, og Formand for Teknik & Byggeudvalget samt Trafiksikkerhedsudvalget, Anders Kronborg, inviterede derfor Kenneth Rasmussen på en kop kaffe på sit kontor for at finde ud, hvordan man bedst muligt kan løse de udfordringer, som Kenneth og mange andre står over for.
Det møde fandt forleden sted, og Lokalavisen valgte at tage med for at se, hvad der mon kom ud af det. Blandt andet kunne Anders Kronborg og direktør for Teknik & Miljø Hans Kjær fortælle, at man efter Kenneths opråb har fundet midler til at opsætte to nye lysfyr årligt.
“Det er måske ikke alverden, men det er da en start og i hvert fald et signal om, at vi lytter,” forklarede Anders Kronborg, hvilket Kenneth Rasmussen bestemt var enig i.
“Min intention har hele tiden været, at vi skulle finde en konstruktiv dialog omkring det her, så det er jeg selvfølgelig rigtig godt tilfreds med,” lyder det fra Kenneth Rasmussen, der dog mente, at Esbjerg Kommune generelt skal være mere fremsynet med hensyn til teknologiske løsninger.
Et ’wake-up call’
Kenneth Rasmussen mener eksempelvis, at vejen frem for at hjælpe blinde og svagtseende ved lyskryds er varmesensorer, som man har i dag. Alternativt foreslår han bluetooth-signaler, der spiller sammen med folks smartphones.
“Den kan jeg for så vidt godt følge dig i, men vi er altid nødt til at se på, hvad der samlet set hjælper flest mennesker for de midler, vi har til rådighed. Men det er heller ikke sådan, at fordi vi sætter nye lysfyr op i dag, så er det også dét, som vi sætter op om ti år. Vi forsøger også at følge med tiden,” forklarer Anders Kronborg, der kaldte Kenneths kritik for et 'wake-up call', men også opfordrede den unge mand til at gøre sine holdninger og sit engagement gældende i eksempelvis Dansk Blinde Samfund og Esbjerg Handicapråd.
En opfordring, som Kenneth Rasmussen tager til sig.
“Det er da bestemt noget, som jeg vil overveje. Jeg har hele tiden forsøgt at være saglig, og jeg er rigtig glad for, at det nytter noget at råbe op. Jeg synes, at jeg har haft en god dialog med Anders og Hans her i dag,” siger Kenneth Rasmussen.