Fortsæt til indhold

Ung kvinde panikkede, da hun opdagede indbrud

Arkiv
Simon Carlson

En 20-årig kvinde fik sig en grim overraskelse, da hun omkring klokken 19.30 mandag aften vendte hjem til sin bopæl på Fløjbjergvej i Hjarup.
Her opdagede hun, at der stod en hvid varevogn uden for hendes hjem. Da kvinden kørte forbi varevognen kunne hun konstatere, at den forreste nummerplade var udenlandsk - formentlig polsk - mens den bagerste var en dansk gul nummerplade.
På afstand kunne kvinden herefter se to skikkelser gå rundt om bilen, hvilket skræmte hende, og hun forsøgte derfor at kontakte genboen.

Gik i panik

Her lykkedes det imidlertid ikke at komme ind, og derfor panikkede kvinden ifølge lokalpolitiet i Kolding og kørte hjem til noget familie et stykke derfra.
Politiet fik således ikke en anmeldelse tidsnok til, at de kunne nå ud til adressen før den ukendte varevogn var væk.
Dog kunne de konstatere, at der havde været indbrud. Gerningsmændene havde først forsøgt at brække hoveddøren op med et koben uden held, og derefter lykkedes det dem at komme ind gennem et vindue på husets bagside.
De er efterfølgende stukket af med en Samsung fladskærm, en Toshiba bærbar computer og et armbåndsur af mærket Nixon, oplyser politiet i Kolding.