Fortsæt til indhold

Byggecenter præsenterer nyt bygningsreglement for håndværkere

'Stark Fredericia' inviterer til seminar i samarbejde med Energistyrelsens Videncenter for energibesparelser i bygninger

Arkiv
Arkiv

Torsdag den 17. december kan lokale professionelle håndværkere og entreprenører blive klogere på, hvad indførelsen af det nye bygningsreglement BR15 helt konkret kommer til at betyde for deres arbejde. Det sker, når Stark Fredericia i samarbejde med Energistyrelsens Videncenter for energibesparelser i bygninger afholder seminar om BR15.
"Kravene i det nye bygningsreglement er komplekse, og er håndværkeren ikke i stand til at navigere rundt i dem, risikerer han at komme uforvarende i klemme, når BR15 træder i kraft. Vi ønsker derfor at klæde Fredericia-egnens professionelle bedst muligt på, så de fortsat kan sikre en høj kvalitet i byggeriet," forklarer trælastdirektør Henrik Bach Hansen om baggrunden for seminaret.
Han suppleres af Vagn Holk Lauridsen, der er leder af Videncenter for energibesparelser i bygninger:
"Vi ønsker at være de steder, hvor byggebranchens aktører er - som jo blandt andet er byggecentrene. Det er den bedste måde at få ny viden ud at arbejde på og sikre, at BR15 hurtigt bliver dagligdag."

Solide faglige rammer

Seminaret om BR15, der finder sted i Stark Fredericia på Nordre Ringvej 7, er gratis at deltage i for håndværkerne, ligesom deltagerne får serveret lidt godt til ganen. Fokus vil ligge på de skærpede krav i BR15, som ikke mindst handler om byggeriets energimæssige aspekter – f.eks. i forbindelse med energirenoveringer.
Håndværkerne vil derfor bl.a. kunne høre mere om, hvilke konsekvenser de nye krav får for deres valg af byggematerialer og metoder i dagligdagen. Her sikrer samarbejdet mellem Stark Fredericia og Videncenter for energibesparelser i bygninger, at fagligheden er i højsædet, fortæller trælastdirektør Henrik Bach Hansen:
"Det er vigtigt for os at sikre en professionel kvalitet i formidlingen af de nye krav til håndværkeren, og derfor er det afgørende, at de faglige rammer omkring seminaret er både solide og troværdige."
Ud over at deltage på seminaret kan Fredericia-egnens håndværkere holde sig ajour med de skærpede byggekrav på stark.dk, hvor byggecenterkæden gør en række BR15-vidensværktøjer tilgængelige.