Bomberen vender hjem
Egen UI opruster til den kommende sæson
Forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang hos Egen Ungdoms- & Idrætsforening,
I den forbindelse har klubben netop hentet angriberen Kim ”Bomber” Hansen tilbage til Egen UI på en 1-årig aftale, som betyder, at Kim "Bomber" Hansen bliver spillende assistenttræner for klubbens nye førsteholdstræner Olav Jessen.
”Målsætningen for klubbens førstehold må være at vende tilbage til Jyllandsserien, og om det bliver første sæson eller anden må tiden vise. Nu starter vi som trænerteam og spillertrup fra nul og skal igennem en opbygningsfase," siger "Bomberen", der vender tilbage til Egen UI efter to år i barndomsklubben Nordals Boldklub.
Han har tidligere spillet syv år i Egen UI, hvor han opnåede 232 turneringskampe og imponerende 212 mål - deraf tilnavnet "Bomber".
Han er 27 år og arbejder til dagligt som vikar på Nordals Skolen og har natarbejde på Linak. Han er også træner for et U15-pigehold i Nordborg.
Egen UI får også 21-årige Matias Jensen tilbage efter en afstikker til SUB Sønderborg. Han har tidligere spillet 24 kampe og scoret 4 mål for Egen UI.