Fortsæt til indhold

En kvart million til foreningerne

Køge Festuge har gjort regnskabet op for årets store fest i Køge, som gav et flot overskud til foreningerne.

Arkiv
Martin Rasmussen

Køge Festuge skabte igen i år en kæmpe fest på Torvet i Køge for mange tusinde gæster - og også økonomisk blev festugen en stor succes i 2015. Det står klart nu, hvor det endelige regnskab er gjort op, og hvor festugen kan sende over en kvart million kroner videre til de mange foreninger, der bidrog til festen med utallige timers frivilligt arbejde.
- Det blev en succes både på festfronten og økonomisk. Vi er meget tilfredse og føler, at vi har ramt en god balance i økonomien, siger formanden for Køge Festuge, Per Stenberg.
Overskuddet blev endda landet på trods af store ekstraudgifter i år til professionelle vagter som følge af nye sikkerhedskrav til danske festivaler, og det vækker glæde hos foreningerne, som netop har været samlet til stormøde med bestyrelsen for Køge Festuge. Her var samtlige deltagere klar til at deltage i festugen igen næste år.
Og planlægningen for næste års Køge Festuge er allerede i fuld gang. Bestyrelsesmedlem Per Henriksen fortæller, at man allerede nu har sikret sig aftaler med de første musikalske navne på plakaten. Blandt andet kan publikum næste år se frem til at opleve U2-coverbandet Die Herren.
- Desuden arbejder vi også på at få et andet kopiband, der har været stor efterspørgsel efter - men mere om det senere, siger Per Henriksen med et hemmelighedsfuldt smil.
Desuden bliver der lige som i år fine muligheder for lokale bands til at prøve sig af på den store scene mandag og tirsdag.
- Det havde vi rigtig fin respons på i år - interessede er velkomne til at henvende sig på festuge@hotmail.dk, siger Per Henriksen.