Fortsæt til indhold

Mændene bag den nye fontæne

Arkiv
Arkiv

Bag fontænen, der officielt kaldes, Schmeltz springvand, står en række folk, der har udført det store arbejde med at renovere, rive ned og bygge op og modernisere.
Foreløbig sidste hånd blev lagt på monumentet torsdag aften kl. 22, så det kunne præsenteres for Roskilde Avis fredag morgen.
Her lå murer Mikkel Henriksen oppe i springvandet under en opvarmet presenning og udførte det sidste murerarbejde, så skålen i fontænen holder tæt, når det atter bliver tændt.
Hans firma, Villadsen, har taget springvandet ned og muret det op igen.
- Det har været en spændende og virkelig besværlig opgave at sætte det op, forklarer Mikkel Henriksen.
Specielt det med at få det til at stå fuldstændig i vater på et skævt torv var noget af en udfordring.

En ære at være med

Ejer og Roskilde Stenhuggeri Ove Knudsen og stenhugger Peter Juul er beærede over at have fået lov til at udføre stenarbejdet på det springende vand.
De har renoveret, renset og taget det ned.
Nu mangler de kun at lave indskrifterne på de to kobberplader, der skal være på fontænen.
Skriften skal skrives i hånden, og så skal den hugges ud med en kobberhammer og smedejernsmejsel.
- Det ser mere interessant ud, når det hele bliver lavet i hånden, forklarer Peter Juul.

Indviklet vand

Boye Kristensen fra firmaet Sweco har udfærdiget selve projektet og står for moderniseringen.
Noget af det nye er, at springvandet står på seks betonpiller, der er gravet 3 - 5 meter ned i jorden, så det ikke synker og bliver skævt med tiden.
Desuden bliver vandet i fontænen i fremtiden renset og desinficeret i et anlæg under det gamle rådhus, så monumentet ikke kalker til, og så man ufortrødent kan bade i det uden at man bliver syg, forklarer Boye Kristensen.
Det er også blevet meget lettere at finindstille strålerne, der kommer ud af top, ørnehoveder og roser.
Før i tiden skulle man kravle igennem et smalt rør for at ordne vandet. I dag kan man stå oprejst i et hul ved siden af.

agroskildeavis.dk