Fortsæt til indhold

En hyldest til Boberg

Kunstkøbmand Steffen Hansen vil have roskildensere på et helt nyt værk som et minde om den store Roskilde-maler

Arkiv
Arkiv

Jørgen Boberg var en af Roskildes bedste malere gennem historien, og kunstkøbmand Steffen Hansen vil derfor lave et minde om sin afdøde ven ved at få fremstillet et helt nyt maleri, der bliver en parafrase over et af hans kendte værker. ‘Hommage à Boberg’ kalder han sit initiativ, så det lyder fransk og fint. Udgangspunktet er maleriet ‘Er du nu i Danmark igen’, hvor Boberg, der ellers boede i Toscana, har foreviget nogle af sine venner hos Jytte og Tommy på Café Store Strandstræde i København. Billedet hænger i dag på Københavns Bymuseum. Dette var så igen inspireret af Gottfried Heinwein, der med sit billede af James Dean, Humphrey Bogart og Marilyn Monroe i ‘Boulevard of Broken Dreams’ lavede en berømt parodi på det Edward Hoppers meget kendte og populære værk ‘Nighthawks’.

Kendte roskildensere

Steffen Hansen vil nu samle kendte roskildensere, der kan være med på en tilsvarende kopi af Bobergs 'Er du nu i Danmark igen'. Billedet skal laves af den lokale kunstner Alexander Kosmala, der er skrap til at lave vellignende portrætter. Det vil blive fremstillet i to eksemplarer, der skal hænge på Roskilde Museum og på den kendte Café Mulle & Rudi i Djalma Lunds Gård. Kunstkøbmanden er allerede gået i gang med at få tilsagn fra forskellige kendte roskildensere. Men han efterlyser også flere forslag fra læserne af Roskilde Avis. Interesserede kan melde sig selv eller foreslå andre ved at skrive til Roskilde Avis på følgende mail-adresse: redaktion@roskildeavis.dk tk

Internationalt er en af de mest kendte maleri-parodier Heinweins kopi med James Dean, Humphrey Bogart og Marilyn Monroe, der her ses i fuld størrelse og i udsnit.