Optikerkæde med øje for de udsatte
Smarteyes donerede onsdag hele overskuddet til Kirkens Korshærs varmestue
Midt mellem stel og glas og i en frisk duft af pudsemiddel indfandt Gitte Dueholm sig i uvante omgivelser.
Hun har gennem de sidste 10 år været leder af Kirkens Korshærs varmestue, Kafé Klaus, men onsdag 16. december var hun at finde i Smarteyes-butikken i Algade.
Optikerkæden, der det seneste års tid har tilbudt gratis briller og synstjek til udsatte borgere, har valgt at dele juleglæden med varmestuens brugere ved at donere dagens overskud til julehjælp.
En hjemlig jul
I den seneste tid har varmestuen oplevet et skifte i brugere. Udover hjemløse og misbrugere er der nemlig kommet nye ind ad døren.
- Der kommer også mange mennesker, som egentlig har haft en ‘normal tilværelse', hvor noget er gået galt. Folk med langvarig sygdom, folk, der har mistet jobbet eller hvor andre ting er gået i fisk, som måske er sværere at håndtere i dag end tidligere, siger Gitte Dueholm og fortsætter:
- Vi ser flere typer i dag, såsom krigsveteraner, pensionister og enlige forældre, der står i vores dør og har brug for hjælp.
Juleaften bydes 50 gæster velkommen i lokalerne på Store Højbrøndsstræde 4 til en aften, der byder på mad, doneret af Slagter Frimann, juletræ og dans, gaver og bingo.
Alle kan hjælpe nogen
- Jul kan være rigtig hyggeligt, men det kan også være rigtig, rigtig svært følelsesmæssigt. Fordi det er en hård aften at komme igennem, står dørene åbne, så man kan komme og gå - Eller bare gå ud og trække vejret ind imellem, siger Gitte Dueholm.
Donationen betyder også en bedre jul for de indsatte i arresten, som får godteposer med kaffe, chokolade, smøger. Samtidig får de hjælp til julegaver til deres børn med kærlig hilsen fra varmestuen, der tager på julevisit 24. december.
For Smarteyes-butikken er det af stor betydning at kunne hjælpe.
- Alt, hvad der giver plus går til et supergodt formål. Det er jo noget, vi gør for at hjælpe dem, der har det sværere end os selv. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen, siger Jeppe Lockenwitz Petersen, butikschef, Smarteyes Roskilde, og fortsætter:
- Det kan gøre den lille forskel, og forhåbentlig bliver det så også en god jul for de udsatte.
I alt samlede optikerkædens 13 butikker 138.856 kroner ind gennem kundernes brillekøb.