Fortsæt til indhold

Til kamp for Dybbøl Bibliotek

Formanden for ’Bevar Dybbøl Bibliotek’ Jakob Damsbo har overrakt 2.000 underskrifter til kulturudvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht

Arkiv
Af Sara Jacqueline Refstrup

Sønderborg kommunes biblioteksvæsen er blevet pålagt af byrådet at finde besparelser på en million kroner på biblioteksstrukturen i kommunen. I den forbindelse har de udarbejdet et sparekatalog, hvori lukning af Dybbøl og Ulkebøl biblioteker indgår. Derfor havde Dybbøl Bibliotek inviteret borgerne indenfor til en 'Stor lånedag', hvor de opfordrede folk i nærområdet til at komme og vise deres støtte til det lokale bibliotek og fortælle de fremmødte politikere, hvad de tænker om lukningen af Dybbøl Bibliotek.
En af dem, der havde taget imod invitationen om at låne stort med hjem, var Janne Plehn Lauritzen, som sammen med sine børn Magnus og Malte og kammeraten Viktor var mødt op for at støtte den lokale sag.
”Jeg er jo selv vokset op her og har brugt biblioteket fra barnsben, og vi kommer her jævnligt, minimum en gang i måneden, og låner materiale med hjem. Man kan sige at i den her tid, hvor vi alle har cykel eller bil, kan vi bare køre over broen til det nye bibliotek, men mine børn får ikke lov at cykle selv over broen endnu, så vi håber, det kan blive bevaret. Vi har lånt omkring 50 bøger med hjem i dag for at støtte op om sagen,” fortæller hun.

Politikerne inviteret

I dagens anledning var flere af byrådsmedlemmerne mødt op, heriblandt Aase Nyegaard og Charlotte Riis Engelbrecht, som begge var klar på en snak med de mange fremmødte.
”Det er godt, at borgerne tager fat i os og gør os opmærksomme på deres sag. Det er jo vigtigt med borgerinddragelse, og jeg mener, at der må kunne findes en løsning,” siger viceborgmester Aase Nyegaard.

Her overrækker formanden for 'Bevar Dybbøl Bibliotek' Jakob Damsbo 2.000 underskrifter til kulturudvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht. Foto: Sara Jacqueline Refstrup

Stor opbakning

Kulturudvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht fik den store opbakning til biblioteket at føle, da formanden for 'Bevar Dybbøl Bibliotek' Jakob Damsbo overrakte over 2.000 underskrifter til hende imod lukningen af biblioteket.
”Vi har blandt andet stået ved det lokale valgsted i forbindelse med det nyligt afholdte EU-valg og samlet underskrifter ind, og så har vi haft sedler liggende i butikker og forskellige steder,” fortæller Jakob Damsbo.
”Der er jo rigtig mange, der bruger biblioteket her. Blandt andet dagplejerne som bruger det som et samlingssted for børnene. Og de ældre, som også bruger stedet og holder sig i gang på den måde og får motion ved at gå frem og tilbage. Så det har også et sundhedsmæssigt aspekt,” fortæller formanden.
Han påpeger i lighed med flere af lånerne det problematiske i at sende børnene alene ud i trafikken, hvis biblioteket lukkes, og de derfor ikke længere kan gå til biblioteket men skal sendes ud i trafikken.
”Folk mister adgang til viden og afskæres fra at bruge bibliotekets tjenester,” siger han.

Besparelser koster

Hanne M. Sørensen souschef i biblioteksledelsen oplyser, at det endnu ikke er besluttet, hvilke biblioteker der skal lukke, men hun siger:
”Byrådet har bedt os finde en million kroner på strukturen, og så kommer det altså til at koste lokalbiblioteker.”
I januar tager byrådet stilling til, hvilke biblioteker de vil lukke.