Fortsæt til indhold

Nyt liv på brandstationen

Lars Robétjé og folkene på Vindingevej glæder sig til at være hovedkvarter for stort nyt beredskab

Arkiv
Erling Pedersen

Humøret hos Lars Robétjé og medarbejderne på brandstationen ved Vindingevej er bedre til nytår i år, end det var sidste år, for nu er der kommet nyt liv. Dengang havde Roskilde Brandvæsen netop tabt udbuddet til Falck om at køre med ambulancer i sit lokale område, og opgaven med person-transport i kommunen skulle også stoppe. Siden er stationen imidlertid blevet hovedsæde for det nye Østsjællands Beredskab, der omfatter hele otte kommuner. Foruden Roskilde er det Høje-Taastrup, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns. Samtidig er Roskildes hiditidige brandchef Lars Robétjé blevet beredskabsdirektør for det nye foretagende, hvor borgmester Mogens Haugaard Nielsen fra Stevns er formand for bestyrelsen. Dermed slutter også flere hundrede års historie med et kommunalt brandvæsen, ejet af staden Roskilde. Før udflytningen i starten af 1980'erne til den store nye station ved Vindingevej havde det i mange år til huse i Sukkerhuset ved Sankt Ols Stræde, hvor Roskilde Museum nu har indrettet en flot ny indgang og café,

Positiv fremtid

Efter tabet at ambulancer og person-transport blev antallet af medarbejdere hos Roskilde Brandvæsen reduceret med 80 ansatte i løbet af 2015. Tilbage var så 245 heltidsansatte og frivillige, som tager sig af brand, alarmer, og tyverisikring hos kommunen. - Men nu rykker nye aktiviteter og flere folk atter ind her. Det giver en hel anderledes stemning og et positivt perspektiv for fremtiden, siger Lars Robétjé, som har kastet sig over opgaven med at få det nye samarbejde til at fungere.

Beredskabsdirektør Lars Robétje ved indsatslederens bil, der altid rykker ud sammen med den første brandbil ved en alarm.
Joan From Jensen ved centralen, hvor både brand- og tyverialarmer kommer ind. Her modtager hun også nødkald fra ældre, der kan trykke på knappen, hvis de falder i deres bolig.
Chefmekaniker Allan Glud og hans kolleger på værkstedet har fået mere travlt. Nu skal de både passe de knapt 40 biler i Roskilde og et tilsvarende antal fra andre stationer i det store, nye beredskab.
Efter flere hundrede års eksistens lukker Roskildes eget brandvæsen til nytår, og stationen ved Vindingevej bliver hovedkvarter for det nye og større Østsjællands Beredskab.